Krukkeskår

For noget tid siden havde jeg en samtale med en mor som også har mistet et barn. En lille pige, som viste sig at være meget meget syg.

Denne mor fortalte mig om en episode efter tabet af hendes datter, hvor hun var fyldt op af vrede, smerte, savn, uretfærdighed og sorg. Hun stod på dette tidspunkt med en krukke og var så tæt på at smadre den mod jorden, men lige så hurtigt hun skulle til at kaste den, stoppede hun op og satte den fra sig.

I det sekund ramte en anden virkelighed hende, nemlig hendes levende børn, som efterfølgende måske ville komme til at træde på de skår der efterfølgende ville blive, hvis hun kastede den fra sig. Som hun sagde til mig “det gik jo ikke, at de kom til skade, fordi hun havde lyst til at smadre krukken”. Den tanke fik hende til at stoppe op og “vende tilbage” til hendes børn.

Da hun fortalte mig det, så jeg det hele for mig i billeder. Som metaforer, hvor skårene symboliserer hvor meget man går i stykker, ved tabet af et barn. Men også hvor meget skade de skår kan gøre ved de levende børn, der skal leve videre efter at have mistet deres søster/bror. Det er nemlig ikke kun deres søskende de mister, de mister også en del af deres forældre.

Det er pludseligt et kæmpe ansvar forældrene har. Udover at de skal sørge for at holde sammen på dem selv så de ikke falder helt fra hinanden, så skal de også sørge for at være mor/far for de børn der stadig lever, så de ikke tager mere skade, end de i forvejen kan tage, ved at miste en bror/søster. De levende børn må ikke føle, at de er mindre værd end det barn der døde.

Det må kræve en råstyrke uden lige. En styrke jeg slet ikke kan forstille mig… ❤️