“Hvorfor piner du dig selv?”

Sådan tænkte jeg et kort øjeblik lige før, imens jeg sad og knugede en af Damians bløde legetasker helt ind til mig, imens tårerne strømmede ned ad begge mine kinder. Som ville jeg aldrig give slip på den igen. Som var den ham.

Men jeg piner ikke mig selv. Jeg længes. Noget jeg kun kan gøre på denne her måde, meget sjældent efterhånden, fordi der er så travlt i løbet af dagen nu med børnene, arbejde og daglige aftaler.

Dette her, hvor jeg dykker ned i alle de ting der var hans dengang han var i live, kræver mere end et par timer. Ikke nødvendigvis at sidde med, men det kræver tilløb op til og så er der den tid jeg sidder med det, men så er der også tiden bagefter, hvor jeg lige skal komme mig igen og har brug for at bearbejde alt det jeg lige har rørt ved, duftet til, er blevet mindet om og alt det jeg har mærket indeni.

Jeg piner ikke mig selv, jeg plejer mine minder og jeg mindes med glæde, men græder af savn og uretfærdighed over alt det Damian skulle igennem og alt det han ikke nåede at opleve. Jeg græder over savnet til det liv jeg havde med ham dengang.

Hver dag føler jeg en tomhed, jeg er knust, jeg savner og jeg er i sorg. Men fordi jeg også samtidig er glad, elsker mine levende børn og mærker kærlighed og er fuldt ud opdaget af mit liv som det er nu, når jeg ikke at reagerer på de tunge følelser som bor i mig. Derfor, når der er en dag som denne, hvor jeg har tiden og overskuet til at føle og reagere på min sorg, så er jeg nødt til at gøre brug af den. For at pleje mit indre. Selvom det er hårdt, så tror jeg på at det er vigtigt at give sine følelser frit løb og bare være til, så der bliver plads til at rumme det, der kommer.

På sådanne dage, kommer jeg lidt tættere på Damie igen❤️