Gravid i sorgen – DEL 1

(Skrevet i dagene efter d. 10 august 2018)

Tilbage i 2017 oplevede Mac og jeg at skulle igennem 3 aborter (1 spontan og 2 medicinske) fordi der intet foster var, kun moderkagen, så da jeg i slutningen af juli måned 2018 (blot 3-4 måneder efter Damians død) igen, stod med en positiv graviditetstest, troede ingen af os rigtigt på det. Denne mulige graviditet var dog planlagt på den måde, at vi kort forinden var blevet enige om, at vi ikke ville bruge prævention fremover. Men resultatet af vores beslutning, kom bare meget hurtigere, end vi havde regnet med. Det virkede for godt til at være sandt.

Vi turde ikke at håbe på noget og var ret enige om, at indtil vi havde været til skanning, ville vi ikke rigtigt begynde at forholde os til den positive test. Jeg fik en tid til en tidlig tryghedsskanning et par uger senere.

D. 10-08-2018
Vi kører til Slagelse så jeg kan blive skannet. Da vi går ind ad døren til venteværelset, har vi begge
en meget håbløs tilgang til skanningen og er nærmest sikre på, at når vi igen går ud derfra, vil jeg have en pille med til at afbryde graviditeten. Vi vil egentligt bare gerne have det overstået, så vi kan komme hjem igen. På trods af al den negativitet og frygt, kan jeg dog alligevel godt mærke, at der er et lillebitte spinkelt håb, men det er så skrøbeligt, at jeg ikke tør at være for meget i det og derfor finder jeg en større tryghed i at forvente det værste.

Da de kalder mig ind, mærker jeg for alvor nervøsiteten der begynder at kravle rundt i hele min krop. “Så er det nu!” – vi går derind og snakker lidt med gynækologen, så hun ved, hvilke forventninger vi har til skanningen, men vi vælger dog ikke at fortælle om Damians død, da vi på dette tidspunkt, ikke kan overskue en reaktion fra hende og slet ikke, hvis skanningen ikke går godt. Jeg lægger mig op på briksen og Mac sætter sig på en stol til venstre for mig. Gynækologen går i gang med at skanne og Mac tager min hånd. Jeg tør ikke kigge på skærmen, så imens hun skanner, kigger jeg op i loftet. Jeg venter egentligt bare på at hun siger “… desværre…”, men pludseligt lysner hendes stemme op: “Jo, jo, jo – se nu her…” og med det samme mærker jeg et gib i hele min krop! Mit hjerte begynder at hamre for fuld smadder og jeg kigger hurtigt og forhåbningsfuldt hen på skærmen. Men jeg kan intet se. Det er bare sort, med en hvid tom lomme, præcis ligesom jeg husker mine andre skanninger så ud. Lige så hurtigt mit hjerte er ved at hoppe ud af brystet på mig af håb, lige så hurtigt kan jeg igen ikke mærke det.

Med en klump i halsen og med en smule forvirring i stemmen, siger jeg at jeg synes det ser helt tom ud. “Nej, det er det ikke – prøv at se…” siger hun, hvorefter hun rykker lidt rundt med skanningsapparatet, så hun får fanget et billede af fosteret, hvorefter hun med en glad stemme udbryder: “SE! Kan I se det?? Det bevæger sig – det banker” Og ganske rigtigt, vi ser det lillebitte hjerte som hamrer lystigt derud af.
“Det ser så fint ud“, tilføjer hun og i samme sekund Mac og jeg ser hjertet slår, slipper vi hinandens hænder og bryder begge helt sammen i gråd. Han sidder foroverbøjet med ansigtet gemt i sine hænder, imens han hulker og jeg ligger med mine hænder også dækkende for mit ansigt og græder som pisket. Jeg bliver så lettet og kan endelig se et håb om at Damian får den lillebror, vi flere gange har villet give ham, men samtidig fyldes jeg med en voldsom sorg over at han bare aldrig vil få chancen for at opleve at blive storebror, og en intimiderende frygt for at miste igen og alverdens “hvad-nu-hvis’er” begynder så småt at dukke op.

Vi tørrer vores øjne, hvorefter vi genfinder hinandens hænder og med små, skrøbelige, men stærke forhåbninger om, at resten ser ud som det skal, knuger vi vores hænder helt tæt sammen og holder rigtigt godt fast i hinanden. Imens fortsætter gynækologen med at skanne, så vi kan se fosteret fra forskellige vinkler. Mac og jeg har så svært ved at holde tårerne inde, at vi nærmest græder om kap. Jeg får på et tidspunkt kigget op på gynækologens ansigt og tænker, hvad pokker hun ikke må tænke?? For jeg føler at vores reaktion er meget voldsom, taget i betragtning af, at alt jo ser ud som det skal. Jeg vælger derfor at fortælle hvorfor vi reagerer som vi gør og hvor ambivalent det egentligt føles for os. Et kort øjeblik stivner hendes blik fast til skærmen og jeg kan se hun bliver meget berørt. Hun fortæller at hun vil følge mig tæt nu og jeg får en ny tid til en ny skanning 14 dage senere.

Da vi går ud af døren, har både Mac og jeg en meget mærkelig følelse i kroppen. For da vi gik ind, var vi jo egentligt sikre på… eller vi havde i hvert fald gået lige siden, graviditetstesten viste at den var positiv og forberedt os på, at når vi gik ud derfra efter denne skanning, ville det være med en pille til en abort. Men i stedet for, kommer vi ud med et billede af vores lille nye mini menneskespire, som er på størrelse med en lille grøn linse. Jeg føler mig en smule forvirret, som om nogen har taget fusen på mig og ved derfor slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg både griner og græder.

Da vi sætter os ud i bilen og kører hjemad, har vi lidt over en times kørsel. Turen føles på en og samme tid voldsom lang, men også enorm kort. Vi bruger hele turen, på at snakke om vores tanker og følelser, imens vi bare sidder og græder på skift. Det er simpelthen så sindssygt surrealistisk for os. I starten er vi begge meget lettede, føler et håb for fremtiden igen og er fortrøstningsfulde, fordi skanningen er gået godt. Men lige pludseligt vender det hele for mig.

Jeg bliver overvældet af skyld og skam over så hurtigt, at være blevet gravid efter Damian dør. Som om hans død ikke betyder særligt meget og at vi bare tænker: “nå… vi laver da bare en ny.” Jeg bliver så ked af det, for jeg kan ikke lade være med at føle, at det udefra kan se ud som om, vi allerede er videre med vores liv, for nu er jeg gravid så kort tid efter. Det løber helt løbsk for mig og jeg begynder at væmmes ved mig selv. Jeg prøver hele tiden at sige til mig selv i bilen, at jeg godt er klar over, at det jo slet ikke er sådan det forholder sig, men jeg kan slet, slet ikke styrer det. Det kommer enormt meget bag på mig at jeg får det sådan.

Jeg føler, at jeg bliver nødt til at forsvare mig overfor Damian og forklare ham, at vi på ingen måde ser graviditeten som en erstatning af ham og det piner mig, for der er ingen måde, hvorpå jeg kan fortælle ham det. Han er der jo ikke engang. Jeg svæver på daværende tidspunkt hele tiden imellem det virkelige: at han er død og at jeg nu er gravid igen, og det uvirkelige: at vi svigter ham, fordi jeg er gravid igen.

Skyldfølelsen og mine tanker løber helt af med mig. Jeg begynder at forestille mig, at han sidder alene et sted og græder, fordi han føler sig forladt. Vi nåede jo heller ikke at komme frem til ham i tide den dag vi mistede ham, før han allerede var død, så jeg sidder nok lidt med en følelse af, at vi i forvejen havde svigtet ham op til hans død og derfor tror jeg, at jeg føler at vi slet ikke er der nok for ham nu, efter hans død. Det er som om jeg kan se ham være alene i mørket og jeg kan høre ham græde og kalde på mig, men jeg ved ikke hvor han er og jeg kan ikke nå ham. Jeg kan ikke trøste ham, sige undskyld og fortælle ham at alt nok skal gå. Det eneste jeg føler han ser, er at vi har glemt ham og at vi er glade igen. Han er i mit hoved på en måde efterladt i skærsilden og jeg kan intet som helst gøre. Det er forfærdelige forestillinger at sidde tilbage med, men jeg kan overhovedet ikke styre dem.

Hele min krop vrider sig nærmest i smerte og mit sind skriger i desperat længsel efter Damian, men udenpå er jeg helt rolig, på en måde lammet, imens jeg stille sidder og græder. Det er som om jeg er ved at eksploderer indeni, for intet af det jeg tænker, giver mening for mig. Det er bare ét stort kaos. Jeg tror slet ikke engang på, at der er noget efter døden. Jeg tror ikke på, at når man dør, så kan man stadig komme i kontakt med den afdøde eller at den afdøde kan følge med i vores liv her på jorden. Det er for mig meningsløst. Jeg finder derimod ro ved tanken om, at når man dør, så har man fået fred og ro både i krop og i sind.

Oveni skyldfølelsen, kommer vreden pludseligt kravlende ind over mig. For hvor er det i øvrigt møghamrende belejligt, at jeg NU er blevet gravid! Da Damian var hos os, prøvede vi jo at give ham en lillebror/lillesøster, men hver gang endte det i en abort. Gynækologen og lægerne vidste ikke hvorfor det skete, men de sagde dengang at det ikke burde være en forhindring i fremtiden. Næsten 6 måneder senere, mistede vi Damian. Få måneder efter ulykken, blev hans far og jeg enige om, at vi ikke ville bruge beskyttelse og at vi bare ville tage det hele nu, som det kom. Vi købte et par graviditets-tests, som jeg kunne have liggende, til hvis min menstruation udeblev op til flere gange, så vi ikke skulle ud og købe nye hver gang. Og første gang, min menstruation udebliver, er der “jackpot”.

Jeg føler en vrede over, at det lykkes så nemt efter vi mister ham og det sidder dybt i mig – en uretfærdighedsfølelse. Som om at… han skulle dø, for at jeg kunne blive gravid igen. Men det giver bare heller ikke mening! For meningen var jo helt fra starten af, at han skulle opleve det hele sammen med os og hvilken mening er der i det heltaget med, at et barn skal dø, for at et andet barn kan få muligheden for at blive født? Det er der jo ligeledes heller ingen mening med. Det er så frustrerende at sidde med en så stor og tung vredesfølelse, uden at have nogen at rette min vrede imod.

Rigtig mange af de tanker og forestillinger jeg gør mig imens jeg sidder der, er ikke rationelle og det ved jeg heldigvis også godt inderst inde, men jeg kan bare ikke selv styre hvad jeg tænker eller føler.

Efter skanningen er alle vores tanker og følelser blandet sammen i en stor pærevælling. De følelser som vi har allermest tilfælles, er glæde og lettelse, men den som fylder allermest hos os begge er frygten, for hvad nu hvis graviditeten ikke går, som den skal og hvad nu, hvis vi mister barnet under fødslen eller bagefter? Hvad med det lille håb der er startet med at gro i os begge to? Tør vi bare at give helt slip på vores angst og lade håbet vokse sig større og stærkere?

Under køreturen snakker vi også om, at det egentligt føles nemmere og mere simpelt, at leve hvor man føler at man ikke har så meget at miste – ligesom vi gjorde, før vi gik ind ad døren hos gynækologen – end pludseligt at føle håb og en mening med livet igen.

Man skulle nok tro, at det ville være nemmere at leve, når man føler en mening med livet og det synes jeg da også at det på sin vis er, men det, at vi pludseligt føler et fornyet håb, er livsgivende for os og derfor enormt skræmmende, så det inkluderer derfor også en allerhelvedes masse angst for at turde føle den glæde og den mening, der igen kan blive ved livet. For så har vi pludseligt noget at leve for igen og derfor også dét, at miste.

Det kræver meget energi for os, at rumme både håb og angst, fordi vi nu føler os mere sårbare end nogensinde før og samtidig med det, er vi jo stadig hver dag nødt til, også at rumme sorgen og savnet til Damian, samt at forholde os til årsagen til, hvorfor han ikke er her mere, for savnet bliver hverken mindre eller forsvinder og årsagen til hans død, er en del af vores virkelighed. Det er et faktum, at vi har levet et godt liv sammen med vores glade søn i 2,5 år, hvor vi til slut boede i Korsør, som vi også havde valgt at slå os ned i og derfor havde planlagt en fremtid der og det er noget vi altid vil have med os. Ligesom det er et faktum, at han pludseligt og i al panik, døde og vi derfor måtte rive vores rødder op fra den jord, vi havde valgt, skulle blive vores fremtid, og så i stedet som en midlertidig løsning flytte til Odsherred, for at komme tættere på vores familie. Det er også et faktum, at fordi vores søn er død, så eksisterer han ikke mere – han er ikke til på denne jord længere – og derfor vil vi aldrig nogensinde, får muligheden for at opleve ham og hans væsen igen. Alt dette er med til at forme os, for det vil altid være en del af os og hvem vi er, for jeg tror aldrig det vil stoppe med at påvirke os som mennesker.

Grunden til at jeg før skrev, at vi føler os mere sårbare end nogensinde før, er udelukkende fordi, vi har oplevet hvor skrøbeligt livet er, hvor sårbare vi bliver, når vi bliver forældre og hvor vanvittigt smertefuldt og barsk livet kan ende med at blive. Jeg føler, at fordi vi HAR mistet ét barn, er vi mere udsatte overfor sårbarheden fordi det sidder så dybt i os nu. Jeg tror og er bange for, at jeg ikke vil kunne overleve at miste endnu et barn og tanken om, at nogen forældre har mistet flere børn, skræmmer mig voldsomt meget. At livet kan være så ubarmhjertigt og uretfærdigt, det efterlader mig i en position, hvor jeg føler mig totalt forsvars- og magtesløs. Nogle af de værste følelser jeg kender til, for man kan intet stille op.

Dagene efter vi er kommet hjem fra skanningen, er sindssygt hårde, fordi der er så mange modstridende følelser. Vi bruger tiden efterfølgende på at finde kasser og pladser, hvori vi kan “opbevare” følelserne. Vi har jo egentligt de sidste par måneder, vænnet os til kun af skulle rumme den ene – smertelige – del af vores følelsesregister, men pludseligt fra det ene øjeblik til det andet, skal vi igen til at finde plads til resten af følelsesregisteret – en oprigtig glæde over et fornyet håb i vores liv.

Det er ikke kun et spørgsmål om, hvor vi skal finde plads til det, det er også et spørgsmål om, om vi tør at give det plads – selvom i sidste ende, vil det spørgsmål egentligt være ligegyldigt, for det er slet ikke til diskussion, men noget vi bare skal se at få plads til – PUNKTUM! Det bliver meget hurtigt lidt ligesom en selvfølge. For det er et krav til os som forældre, hvis vi ønsker at give vores kommende barn en optimal chance i det her liv, ligesom Damian fik.

Så vi bliver hurtigt enige om at vi, i takt med at graviditeten udvikler sig, så vil vi så småt begynde at forberede os på, at blive forældre til et barn, der har en storebror i himlen. Det bliver ikke nemt, men det bliver dejligt og vi glæder os.

Damian kommer til at leve videre gennem minderne og de historier vi vil fortælle om ham.