Del 5 – Urnen er klar

D. 12 april 2018, den dag sad jeg foran computeren og var i gang med at skrive om Damian og om os, da jeg blev ringet op og fik at vide at nu var hans urne klar til at blive afhentet. Det løb koldt ned ad ryggen på mig og det var som om jeg pludseligt hverken kunne snakke eller forstå hvad kvinden i telefonen sagde til mig, så jeg gav telefonen videre til Damians farmor, som så snakkede med damen.
Et kort øjeblik sad jeg bare og stirrede, hvorefter jeg brød helt sammen.
Nedenstående skrev jeg i minutterne efter, imens jeg stadig sad ved computeren:

“Kl. 14.40
Jeg er lige blevet ringet op og har fået at vide, at urnen er klar til at blive hentet.
Jeg sidder nu med tårer ned ad kinderne og føler en tomhed, som jeg næsten ikke kan være i. Den tomhed og smerte jeg bærer på, er så intens og ekstrem at det er usammenligneligt og udefinerbart. Vi hører ofte historier om forældre, der mister sine børn og vi tænker altid: ”Hvordan skal de dog klare det?”  Men samtidig med, at vi også selv er bange for at opleve det, så tænker vi alligevel: ”Det sker ikke for os? Vi passer jo altid på!”. Det er som om vi tænker, at så voldsomme tragedier kun sker for vores nabo. Men vi glemmer bare, at vi jo også er andres nabo.”

Vores barns liv fik en ende, fordi han blev kvalt i en åndssvag vindrue. Vindruer vi altid havde været så opmærksomme på, fordi vi vidste de kunne være farlige. Da vi på hospitalet fik at vide, at Damian var hjernedød, ønskede vi at han skulle donere sine raske organer til et andet barn, som manglede et organ for at det barns liv kunne blive bedre. Han lå i respirator i tre dage, for ingen verdens nytte! For han nåede aldrig at opfylde de kriterier, vi så inderligt håbede for ham, så han kunne blive organdonor. Vi måtte i stedet for, slukke for hans respirator og lade hans raske organer dø sammen med hans krop. Vi bisatte vores søn og nu var vi nået dertil i processen, hvor vi skulle hente dét, der var tilbage af vores dreng i fysisk form: hans aske. Det gjorde så forbandet ondt, at se virkeligheden i øjnene og at skulle prøve at forstå den. For det var ufatteligt. Jeg manglede ham så meget, at savnet til ham og smerten over at jeg aldrig kunne have ham hos mig igen, konstant borede sig igennem min krop. Jeg sad stadig foran computeren, da jeg skrev nedenstående:

”Min krop og min sjæl skriger efter ham. Mit hjerte er blevet revet ud, det bløder og er ved at falde fra hinanden. Jeg føler, at jeg ihærdigt prøver at finde alle mulige lappeløsninger, så det ikke pludseligt smuldre helt imellem mine fingre, og så jeg til sidst mister mig selv. Der er så mange tidspunkter, hvor jeg går fra at have det nogenlunde, hvor jeg kan smile og se det sjove i noget, til på et split sekund, at føle at hele verden omkring mig forsvinder.”

“Jeg savner at høre hans stemme. Jeg savner at høre ham snakke og grine, lege, synge og råbe. Jeg savner at han larmer med sit legetøj. Jeg savner at mærke hans varme krop, når vi lå og puttede og jeg savner at se ham komme løbende i fuld fart. Jeg savner hans søde, små hænder og fødder. Jeg savner hans duft, hans helt utrolige dejlige smil og varme kram, som altid fik mit hjerte til at hamre og min krop til at smelte. Jeg savner hans dans og jeg savner at danse sammen med ham. Jeg savner alt ved ham.”

Vi hentede urnen samme dag, som jeg fik opkaldet. Farmor og onkel Robin kørte med os til Margrete Kapellet i Holbæk, hvor vi skulle hente den. Jeg husker at jeg slet ikke kunne forholde mig til at det, der var tilbage af vores søn, bare var ligesom støv nu. Støv, eller aske som det jo var, som var blevet lagt ned i en urne vi selv havde valgt. Jeg kunne og ville ikke forstå det. Jeg var ikke i stand til at rumme meget af gangen på daværende tidspunkt.

Inden vi fik udleveret urnen, skulle vi afkrydse og skrive under på nogle papirer. Jeg blev nødt til at spørge indtil de spørgsmål der stod og jeg havde brug for hjælp til at besvare dem, for jeg kunne simpelthen ikke forstå hvad der egentligt stod, ligesom vores adresse, som jeg heller ikke kunne huske navnet på. Jeg var helt ved siden af mig selv. Da papirerne var skrevet under, gik damen bag skranken ud bagved, for at hente urnen til os. Hun kom ind igen med en fin, hvid, lidt broget, firkantet kasse som indeholdt den hjerteformede urne, som vi sammen med bedemanden, uger forinden, havde bestilt. Jeg turde næsten ikke at kigge på kassen da hun kom med den. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere grotesk blev det for mig, at vide at vores 2,5 årige søn nu kunne passe ned i den urne, som var i kassen. Det betød jo, at han ikke var i sin fulde størrelse længere, men at der var blevet gjort noget med hans krop, for at han kunne passe ned i den og det vidste jeg jo godt, at der var. Jeg vidste også godt hvad, der var blevet gjort, men det føltes pludseligt så grusomt. Damen der stod med kassen, begyndte meget hurtigt at åbne den, så vi kunne se urnen og hun kunne fortælle os om den, men det sagde jeg med det samme, at det var jeg slet ikke klar til endnu. Bare det, at stå og kigge på kassen velvidende, at vores døde søn var i den, var hårdt nok. Det var fuldstændigt vanvittigt og så svært at forstå. Jeg vendte mig med det samme rundt og gik direkte ud af døren igen. Jeg fik det så dårligt og brød sammen da jeg kom udenfor. Alt i min mave vendte sig. Jeg fik kvalme og havde svært ved at trække vejret.

Efter lidt tid kom Mac, farmor og Robin ud derfra med urnen. Jeg kiggede ikke rigtigt på dem, men fortsatte bare direkte ud mod bilen. Jeg havde så afsindigt svært ved at være i min egen krop og kunne næsten ikke holde til at se dem være kede af det, eller dét, at de gik med urnen i hænderne. Det var jo bare endnu en konfrontation af Damians død.
Farmor fortalte at hun egentligt var chokeret over, at da de skulle sige farvel til damen, som havde udleveret Damians urne, blev de ønsket en god dag på vej ud af døren. Det var enormt malplaceret at sige sådan, det var jo en lille barneurne hun stod med og en grådkvalt familie til det barn. Men igen… måske var det oprigtigt ment af hende? At hun håbede at vi (trods alt) ville have en god dag? Jeg ved ikke…. hvad skal folk sige? Nogle tør ikke engang at sige noget af frygt for at sige noget forkert. Det er følsomt, meget følsomt.

I bilen spurgte Mac om jeg havde lyst til at sidde med kassen, hvori urnen lå, men det ville jeg ikke… det kunne jeg ikke.. jeg turde ikke, for det ville betyde jeg mærkede vægten af urnen og alt det med at Damian var blevet kremeret, kunne jeg ikke rigtigt forholde mig til. Så farmor fik kassen som hun sad med på skødet, imens hun forsigtigt holdt om den. Der var en tung stemning i bilen og sorgen havde omklamret os alle. Vi ville bare gerne hjem.

Men vi tog ikke hjem med det samme. Vi havde besluttet os for at få overstået et ærinde, som egentligt sagtens kunnet have ventet. Men vi ville gøre det udelukkende for vores egen skyld, så vi kunne klappe os selv på skuldrene bagefter og sige til os selv, at vi gjorde det sgu! Vi skulle have købt eller byttet et eller andet i El-giganten i Holbæk – hvad, kan jeg dog ikke huske – men jeg husker tydeligt, at vi virkelig ikke havde lyst, men vi blev enige om, at vi ville gøre det fordi dette netop var en af de hårde situationer, som vi kunne vælge at gå udenom – og vi kunne nemt have gjort det – men vi følte at vi godt kunne klare det når vi var sammen om det og vi troede på, at det ville kunne styrke os. Farmor blev siddende ude i bilen med Damians urne, for hun følte ikke “han” skulle stå derude alene imens vi alle var inde i butikken, og vi ville jo heller ikke rigtigt tage urnen med ind i butikken. Det virkede lidt morbidt. Så Mac, Robin og jeg gik derind. Det var hårdt og jeg gik og smågræd hele tiden. Det var sikkert et mærkeligt syn for andre at se os, men vi prøvede at tvinge os selv ud i situationer, som for os var svære, fordi det her var vores nye virkelighed og den kunne vi ligeså godt “vende os til”. Da vi endelig kom ud i bilen igen, følte vi os lettede, for vi gjorde det!

Hjemme hos farmor, gik der et godt stykke tid før jeg turde at holde urnen. Det føltes pludseligt som det rene vanvid at Damians aske var i den og det gjorde mig dødsensangst, for det var noget jeg havde så svært ved at forstå. Men jeg fik taget mig sammen en dag og da jeg stod med urnen i mine hænder, kunne jeg mærke hvordan hele mit følelsesregister endnu engang blev prikket til.

Nogle gange tænker jeg at det er utroligt at mit hjerte stadig slår. Efter al den tid, hvor jeg har været tvunget til at mærke en så grusom smerte, som i min fantasi virkelig overgår alt og som jeg tillader mig at kalde for en af de reneste former for tortur. Det er ren overlevelse. Men det er det, jeg tror man gør: man prøver at overleve.

Da der var gået en måned siden jeg sidst så Damian, sad jeg igen og skrev. Denne gang som hvis det var til ham:

“I dag er det d. 16 april og det er præcis en måned siden jeg for allersidste gang hørte din stemme, mærkede dine kram og dine kys. 
I morgen er det d. 17, hvor en måned er gået, siden vi mistede dig. En måned jeg ikke aner, hvordan vi er kommet igennem. Det føles som en evighed siden du var hos os og alligevel, så er det som i går, jeg sidst så dig. Det er en følelse der er så svær at rumme, fordi det der er sket, er så svært at forstå og forholde sig til. Både da vi fik at vide af lægerne, at de ikke kunne gøre noget og at du faktisk var død, men også hvordan der er gået en måned siden den dag. Intet af det er til at forstå. Og noget af det værste ved alt det her er, at ’sådan er det bare’. Om vi vil det, eller ej. Så må vi bare lære at leve med alt det, der er sket og alt det, vi skal igennem nu og resten af vores liv. Der er ikke andet vi kan gøre. Der er virkelig ikke noget som helst at gøre. Det eneste vi kan gøre nu og fremadrettet, er at vælge hvordan vi vil prøve at håndtere det. Det er det eneste vi er nogenlunde herre over: Hvordan vi prøver at komme igennem dagene.

De sidste par dage, har været rigtig hårde for mig. Jeg har været så ked af det og haft det så svært med, at være i min egen krop.
Jeg tænker meget på, at du ikke når at opleve foråret og det gør så ondt på mig. For det er lige om hjørnet. Fuglene synger jo meget nu og knopperne på grenene er ved at blive grønne, og snart springer de ud til blade. Jeg glædede mig sådan til, at gå tur med dig, så vi kunne se hvordan naturen sprang ud. For ikke lang tid siden, stod vi ude i regnvejret hjemme hos mormor, i hvert fald 20 minutter og kiggede på snegle.
Du kaldte dem allerførst for ”ælle-krop”, som betød edderkop. Men du fandt hurtigt ud af, at det hed snegle. Jeg tog både en stor og en lille op, så du kunne se dem. Du blev usikker, men på en fjollet måde, for på den ene side syntes du, det var mega spændende og ville rigtig gerne røre ved dem, men på den anden side, så turde du heller ikke rigtigt. Du prøvede et par gange, at tage din hånd frem for at holde den lille, men hver gang jeg skulle til at lægge den op på din hånd, trak du den til dig imens du kom med et lille hyl, hvorefter du grinede. Du nåede dog at få prikket forsigtigt til dem begge og du fik set hvordan de rørte på sig og hvordan de kunne gemme sig i sneglehuset. Vi sang også Mariehønen Eviglad, imens jeg holdt ”Søren Snegl” i hånden.

Naturen er forunderlig og jeg havde glædet mig til at se dig udforske den.

Jeg savner sådan vores hverdage hjemme i Korsør. Jeg savner dig så meget…
Jeg tænker meget på når vi havde hentet dig fra dagpleje og vi kom op af trapperne til vores lejlighed. Hvordan du de sidste par mdr. stod og baksede for at få dine støvler af. For du gad i hvert fald ikke at sætte dig ned på din numse, for at tage dem af. Du ville stå op og det var ikke let, så vi måtte holde dig i hånden, imens du prøvede at sparke skoene af. Ofte endte det i små hyl og hvin, fordi du blev irriteret over de ikke bare gled af dine fødder, så far eller jeg måtte tage dem af for dig. Mdr. forinden satte du dig ellers ned på din numse og tog dem af selv. Så det var sikkert fordi du havde luret, at når vi tog vores sko af, kunne vi gøre det stående, hvor vi brugte den ene fod til at skubbe skoen af den anden fod. Jeg forestiller mig, at det må være derfor, du til sidst ikke gad at sætte dig ned.

Din jakke var du blevet god til selv at tage af og hænge op på din lille knagerække lige inden for døren. Når du altså ikke havde så travlt med at komme ud i køkkenet efter en frugtstang eller majspops, hvis vi havde lovet dig sådan en.
For så flåede du nærmest din jakke af og kastede den ned på gulvet lige foran din knagerække, hvorefter du på et split sekund, var smuttet ud i køkkenet til din skammel. Så stod du trofast og ventede på at far eller jeg kom. Syntes du at vi var for lang tid om at tage vores overtøj af, råbte du at NU skulle vi komme! (“Mor!, Bar! – Komme NU!”). Når du lavede det nummer, måtte vi i øvrigt bede dig om at gå tilbage for at hænge dit tøj op, før du fik dine lækkerier.

Du havde nemlig nogle gange så travlt med at komme ind, hvis vi havde lovet dig en frugtstang, en pakke rosiner eller hvis det var fredag, hvor, at dér vidste du godt, at så fik du en is, når du kom hjem fra dagpleje.
Når vi hentede dig om fredagen, fortalte Bjarne og Karina (dagplejeforældrene) at du i løbet af dagen, havde gået rundt og fortalt dem og de andre børn, at du skulle have en stooooor is, når du kom hjem, fordi det var fredag. Det var simpelthen så skægt og sødt. Det var også nogen gange noget af det første du sagde, når vi kom og hentede dig. At nu skulle du hjem og have is (“Dæmi bå iiiiiii-iiiiiith!” oversat: Damie få iiiiiis). Det var nok den dag, det var nemmest at få dig med hjem fra dagplejen, for du var rigtig glad for at være der. Og det kunne vi mærke på dig, fordi det sommetider var så svært at få dig med hjem igen. Men ikke om fredagen, for der tog det dig kun 30 sek., at tage dit tøj på og nogle gange var du så hurtig ude af døren, at hverken far eller jeg rigtigt følte, at vi nåede at ønske dagplejen god weekend.

Vi morer os stadig over det og hvordan du altid ville kramme og kysse både børnene og dagplejeforældrene, når du skulle hjem. Vi oplevede flere gange, hvordan du jagtede nogle af børnene rundt, specielt en lille dreng der hed Viktor, fordi du bare ville give et kram. Og gerne mere end ét. Viktor gik dog også tit med til ét kram, men så heller ikke mere. Og det kunne du ikke altid forstå. Men så gik du enten videre til et af de andre børn eller til Bjarne og Karina, som dine dagplejeforældre hed. Når du gav dem en farvel-krammer, skulle de også gerne have en møsser med og helst på munden. Men den gik altså ikke de første mange gange, grundet en kyssepolitik. (Flere vuggestuer og børnehaver har udarbejdet en såkaldt kyssepolitik, som forbyder pædagoger, at kysse institutionens børn grundet frygten for pædofili, og anklager og misforståelser for samme. Den politik er der også mange private dagplejere, der følger.) Far og jeg synes det er fint med en sådan politik, men vi havde også bare den holdning, at hvis du selv lagde op til et lille kys fra dem, så skulle de endelig føle sig velkomne, til at give dig en møsser. Du ville jo bare elske det. Og små kys, det endte du faktisk også med at få. Far og jeg nød at se det og vi er så lykkelige over, at du fik de kys. For vi er ikke i tvivl om, at de betød meget for dig. Du blev jo glad hver gang og derfor betyder det så meget for os.”