Del 4. Bisættelsen

juni 22, 2018   Af CLAIRE CAMILLA MUUS

Torsdag d. 05.04-2018, kl. 10

Der blev han bisat.

Vejret var smukt. Det var vindstille, solen skinnede og det var lunere end det havde været længe. Vi kunne mærke varmen fra solens stråler og det føltes som om, det var ved at blive forår. Utroligt nok, for bare få dage forinden, var det frysende koldt og det havde det været i en længere periode.

Vi kørte mod Korsør ved en otte-tiden om morgenen, så vi kunne gøre nogle småting klar, før ceremonien startede. Jeg husker de følelser der gik gennem min krop, da vi var nået frem og jeg åbnede bildøren og trådte ud. Alt lignede sig selv ude foran lejligheden og det var den præcis samme underlige lugt i opgangen, som der plejede at være. Jeg både følte mig hjemme og fremmet på samme tid. Det var nogle tunge trin op til første sal. Døren blev låst op og vi gik ind. Lejligheden lignede jo også sig selv, men for pokker der var tomt og der var stille. Vi ryddede et par ting op og fik sat kaffe over til dem der snart kom for at tage afsked med ham sammen med os.

Nogle dage forinden, var hans mormor og hendes kæreste kørt derned, for at rydde al hans legetøj op, som stadig lå rundt omkring efter han sidst legede med det. Det var hårdt for mig, at der skulle ændres på noget, han selv sidst havde rørt ved. Men der skulle være plads til at kisten kunne stå der, så det blev nødt til at være ryddeligt. På Damians værelse skulle kisten stå og det skulle den fordi så var han omringet af al sit legetøj og af al den kærlighed der stadig var ekko af i hele lejligheden. Som tiden gik, blev jeg mere og mere urolig, for snart skulle vi stå ved hans kiste. Jeg havde simpelthen så svært ved at forstå det og ventetiden var forfærdelig. Al tiden var forfærdelig.

Jeg mener at det var ca. en halv time før folk kom, at bedemanden kom med kisten. “Hun kommer med kisten nu”, blev der sagt og alt indeni mig panikkede fuldstændig. Jeg gik væk fra vinduerne, men vidste slet ikke hvor jeg skulle placere mig. Mac og hans brødre gik ned ad trapperne og bar forsigtigt kisten op. Lidt efter kunne jeg høre deres fodtrin på vej op ad trapperne igen og de kom kun tættere og tættere på. Jeg havde kvalme, ondt i maven og voldsomt hjertebanken og jeg var grådkvalt. Jeg var så bange for at se kisten, men jeg vidste jo godt at jeg var nødt til det. Jeg var nærmest nødt til at tælle ned og sige “NU!”, før jeg kunne tage mig sammen.. Og der, lige foran mig, var kisten. De stillede den på et stativ inde på hans værelse, hvor den skulle stå indtil den blev hentet igen.

Jeg kan næsten ikke sidde og skrive det her nu, uden at tårerne presser på. Hold nu op… Det er hårdt….

Det var slet ikke til at forstå, at min lille dreng nu lå i den og at vi aldrig ville komme til at se ham igen. Jeg ved egentligt ikke hvordan pokker Mac eller jeg overlevede den dag. Men det gør forældre jo, når de tager afsked med deres børn… de overlever.

Uanset hvor jeg kiggede hen, kunne jeg se Damian for mig.
I køkkenet kunne jeg se, hvordan han stod på sin skammel, ved køkkenbordet og enten hjalp os med maden eller fulgte med i, hvad vi lavede af mad. Eller så ville han have en is fra fryseren, eller rosiner, mandariner, majspops eller en frugtstang fra skabet.

Når jeg kiggede ud i gangen, hvor vores overtøj plejede at hænge, kunne jeg se for mig, de gange hvor jeg stod med ham i armene henne ved dørtelefonen og så sagde vi “hej-hej” til hans far, fordi han skulle til møde. Der var kamera, så vi kunne stå og se ham, når han vinkede. Når vi havde sagt farvel, så fik Damian lov at trykke på “sluk-knappen”.

Jeg kunne også se for mig, at han bare selv stod nede for enden af gangen, hvor hans overtøj hang på en knagerække. Knagerækken hang i hans højde, så han selv kunne tage overtøjet på og af, og hænge det på plads igen. Nogle gange gik han derud, for at tage noget af sit overtøj på og for at lege lidt med det. Andre gange kom han traskende ind til os i stuen, iført hans fars store sko.
Nogle gange, når vi kom hjem fra dagplejen og vi havde lovet ham en frugtstang eller is, kunne han have så travlt, at han ikke havde tid til at hænge sin jakke på plads. Men i stedet, kastede han den bare over til knagerækken – som om han troede, at så hang den sig selv op – og så fløj han ellers afsted til sin skammel ude i køkkenet, hurtigere end hans jakke nåede, at falde til gulvet. Men så måtte vi lige sende ham en tur ud i gangen igen og hænge sin jakke op, før han kunne få den frugtstang eller is. Det var ikke altid han var lige tilfreds, men han fik altid en high-five eller fist-bump bagefter, som vi kaldte “knuckles” og så var han glad igen.

Men så kiggede jeg tilbage på hans kiste, som stod inde på hans værelse. Tomheden borede sig igennem min krop. Jeg skulle jo hen til den på et tidspunk. Det var bare rigtigt hårdt at nærme mig den, men jeg gjorde det og der stod jeg. Ved siden af hans kiste, midt på hans værelse. Sidst han var på sit værelse, var da vi var hjemme på en hel almindelig dag, hvor han var frisk og løb rundt og legede. Men nu lå han i en kiste og vi var alle samlet nu, fordi han var død og vi holdt bisættelse for ham. Det gjorde så forbandet ondt og føltes så uretfærdigt, at vi kunne få lov at beholde alt det, der var hans og alt det, han havde rørt ved, men bare ikke ham.

Vi fik pyntet kisten med resten af de klistermærker, som han ikke nåede at få brugt og vi lagde et af hans dynebetræk henover. På dynebetrækket, var der tegnefilms-figurer som babyer, bl.a. Anders And og Mickey Mouse. Hans vågelampe var også sat på kisten, sammen med meget af det legetøj, som han var rigtig glad for. Vågelampen plejede vi altid at tænde for, når han skulle puttes om aftenen. Så blev der med svagt lys, vist en lille nattehimmel med stjerner, planeter, en måne og en rumraket i midten af hans loft.
Hans legekøkken stod næsten lige ved siden af, hvor kisten stod. Det legekøkken brugte han rigtig meget tid ved. Han har lavet al slags mad på det til både hans far og jeg, men også til alle hans bamser, små figurer og endda nogle af hans biler.

Rundt omkring på gulvet og på flere af hans møbler, var der stadig klistermærker efter hans små klistermærke-flip, som han havde mange af, den sidste tid. Så sent som den sidste dag, vi havde sammen med ham derhjemme, legede han med klistermærkerne som skulle sættes på alt muligt, overalt.
Det minder mig om, at en af de gange vi var tilbage i lejligheden efter hans død, opdagede jeg pludseligt, at han også havde nået at sætte klistermærker på gulvet, lige ind til stuen og på siden af sin hoppeko, noget jeg ikke før havde lagt mærke til. Jeg både grinede og græd, da jeg så det, for det var så typisk ham og os, først senere at opdage, hvad han “ellers” havde haft lavet. Jeg husker tydeligt en aften, han langt om længe var faldet i søvn, hvor Mac og jeg sad og slappede af i stuen. Jeg fik pludselig øje på, at der lå et eller andet gult i to af mine lanterne, som ikke plejede at være der. Jeg gik hen og kiggede efter og så var det to legetøjs-pommes frites. Det var en sjov og hyggelig lille overraskelse.

Kl. blev 10 og vores lejlighed var fuld af mennesker og kisten blev pyntet så flot af familie og nære venner. Udover familie og nære venner, kom også hans dagplejeforældre og mødrene til to af børnene i hans dagpleje. En ung mand, der hedder Mark, kom også og lagde en lille legetøjsbil på hans kiste, med en sød sløjfe. Mark ejer en butik (der nu er flyttet), som dengang lå lige ved siden af den lejlighed, vi boede i. Han var meget berørt og taknemmelig over, at vi ønskede hans tilstedeværelse, når vi faktisk ikke rigtigt kendte ham. Men han havde gjort et så stort indtryk på Damian og Damian var så glad for ham, så Mac og jeg var ham meget taknemmelig for, at han gerne ville komme.

Vi besøgte tit Mark i hans butik, hvor Damian altid gik derfra med en lille ting, han havde fået. Mark havde også en udstoppet ræv stående ude foran butikken, som Damian liiiige skulle hen og hilse på, HVER GANG han så, at butikken var åben. Og NØJ(!) hvor har Mac og jeg bare haft mange kampe med Damian, hvis Mark havde åben og vi ikke lige havde tid til at gå ind og kigge. For han VILLE jo derind. Det var specielt når vi parkerede bilen, efter vi havde hentet ham fra dagplejen. Alt for mange gange, endte vi med at lokke ham med en frugtstang, rosiner eller majspops, for at få ham med hjem, uden svinkeærinder. Vi var ikke stolte over måden vi gjorde det på, men vi vidste at det virkede. Men de fleste dage, kiggede vi dog ind og sagde hej til Mark.
”Dæmi die: Haarj Maaark!”, sagde han, når han ville ind og hilse på.

Dagen Damian blev bisat på, var en god dag. Der var meget familie og mange venner der var mødt op. Han ville rigtigt have hygget sig og elsket at rende rundt blandt alle og gøre opmærksom på sig selv. meget af tiden sad vi samlet foran fjernsynet i stuen, hvor vi sammen så en masse videoer af ham. Det bragte mange smil frem og vi var mange der grinede, for vi blev mindet om, hvor skøn og sjov han var. Det var så dejligt at føle, der var så meget kærlighed til stede den dag. Og det er sådan det bør være, altid.

Da vi tænkte, at nu var det ved at være tid, ringede vi efter bedemanden, som skulle hente kisten. Da hun var ankommet og ventede nede foran, gik jeg ind i stuen. Jeg kunne ikke holde til at se at han blev båret væk, for det bekræftede os jo i, at vores liv sammen med ham, havde fået en ende og det havde jeg så svært ved at skulle se i øjnene.. Imens bar Mac og hans brødre kisten ned ad trapperne og satte den forsigtigt ind i bilen. Jeg ventede i stuen, indtil den var kommet ned i bilen, før jeg også gik ned. Jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Vi lagde hans legetøj rundt om kisten, så det ikke væltede af, under køreturen.
Der stod vi så alle samlet. Vi var omgivet af stilhed i vores lille sørge-bobble, men rundt omkring, var alt som det plejede. Lige ved bygningen ved siden af, stod ”Åben”- skiltet til Marks butik og på den anden side af vejen, på legepladsen ved børnehaven, kunne man høre børnene lege. Der var liv og glade dage, som vi plejede at høre det. Det stod i enorm skarp kontrast til vores situation.

Jeg kom til at tænke på, at Damian altid sagde: ”Ma’ må ik’ gå darouer. Børne’ lajer.” (Man må ikke gå derover. Børnene leger.) Og det var rigtigt. Legepladsen var kun offentlig i weekender og på helligdage, når børnehaven var lukket. Så når der var lukket, rendte vi nogle gange derover, hvor han kunne få lov at slå sig lidt løs.

Imens vi stod ude foran huset ved bilen og hans kiste, begyndte det lige så stille at støvregne. Der var stadig helt stille. Jeg følte mig tom og forladt.
Bilen begyndte lige så stille at trille ud på vejen og vi gik et par meter med ud og så stod vi bare der og så til, imens vores søn som lå i kisten, meget langsomt blev kørt væk. Bilen nærmede sig hjørnet i et sving og jeg kan huske, at jeg havde lyst til at skrige at hun skulle vende bilen om. At Damian skulle komme tilbage til os. Men min krop var underlig rolig. Jeg tror at jeg inderst inde, godt var klar over, at det her var vores virkelighed nu. Bilen drejede om hjørnet og var nu ude af syne.
Vi blev stående i lidt tid, før vi gik ind igen.

Det var så det. “Vores liv er slut…” kan jeg huske, jeg tænkte flere gange. Da vi var tilbage i lejligheden, var vi alle samlet igen, inden folk begyndte at tage hjem. Det var en mærkelig følelse, for selvom vi havde alle vores nærmeste samlet og det var første gang, at hele vores familie var sammen, så havde jeg aldrig følt mig mere ensom og forladt. Men bagved den forladthedsfølelse, var der alligevel en stærk følelse af samhørighed. En stærk følelse af nærvær, ømhed, intimitet, hjertevarme og en lillebitte gnist af håb for fremtiden. Jeg har aldrig før, mærket noget i nærheden af så voldsom en smerte og ulykkelighed, men jeg har heller aldrig før følt, så kraftig en kærlighed, som på den dag.