Sorgen som en håndterbar størrelse

31/01/2023 0 Af Claire Muus


Alt dette skrev jeg ca. 3 mdr. efter Damians død og der var jeg stadig i en slags choktilstand, men stadig nok bevidst om det hele til at jeg vidste at det, jeg stod i nu, ville ændre mig og mit liv for altid og derfor befandt jeg mig rigtigt meget oppe i mit hoved, for at prøve at forstå og på en måde, at planlægge hvordan jeg kunne leve videre med Damian værende død.

juni 23, 2018 Af CLAIRE CAMILLA MUUS

Jeg gør mig ofte en masse tanker om selve sorgen for at prøve at forstå den: Hvad sorgen er, hvorfor den er der, hvornår jeg oplever den og hvordan jeg oplever at den føles.

Det er som om, at når man bliver forældre, så får man lige kastet en tilhørende pakke i nakken. Den pakke er en betinget udvidelse af vores følelsesregister og består af to dele: Den ubetingede kærlighed og sorgens smerte.

  • Den første del, er følelsen af den ubetingede kærlighed. Når man som forældre altid, uanset HVAD der sker, vil elske sit barn. At der ganske enkelt ikke findes noget bedre i verden end at se, høre og mærke sit barn. En kærlighed, glæde og lykke der er så intens og inderlig, at det bare ikke kan beskrives anderledes, end at den overgår alt andet i hele verden.
  • Den anden del, er sorgen. En dyb, vedvarende og smertelig følelse af tab og længsel, når man ikke længere har muligheden for at høre, mærke eller se sit barn igen. En smerte der er så intens og inderlig, at den kan være altoverskyggende. Det jeg bedst kan beskrive det som, er nok den værste form for tortur, da det for evigt vil være en tilbagevendende smerte.

Jeg tror ikke, at man som et velfungerende menneske, kan modtage den ene del af pakken, uden den anden del, når man bliver mor eller far. Jeg tror ikke på, at de kan fungere ordentligt uafhængigt af hinanden. Det kan jeg slet ikke se, hvordan skulle kunne lade sig gøre.

Jeg har læst og hørt mange beretninger fra andre forældre, der også har mistet et barn, hvor de har fortalt at de efterfølgende også mistede deres nære relationer. En af årsagerne er fordi de følelser de bliver ramt af i sorgen, er så tunge og svære at rumme, også for de pårørende til dem der er i sorg. Så nogen ved ikke hvordan de skal reagere og er måske bange for at sige eller gøre noget som forværre situationen og så har det været nemmere for dem, bare at lade være med at gøre noget og i stedet for bakke ud. Andre har ikke kunnet forstå det behov forældrene har haft, for at sørge – også flere år efter tabet – og har derfor rådet forældrene til ikke at snakke så meget om deres afdøde barn, men i stedet for se at “komme videre” med eller “tilbage” til deres liv og gøre de ting de plejede at gøre, for barnet er her jo alligevel ikke mere.

Og her er det, at min mave pludseligt slår kolbøtter og begynder at danne knuder…
For hvordan skal man bare kunne fortsætte sit liv (som man plejede), når intet længere er, som det var? Forudsætningen for at man kan leve sit liv, som man plejede at gøre, er vel at dette liv, er uforandret?
Og i de tilfælde, hvor forældre pludseligt mister deres barn, bliver hele deres liv forandret. Intet er som det plejede at være og deres forudsætning for at kunne “komme videre i livet” eller “tilbage til livet” er der bare ikke. Men i stedet for, skal forældrene finde ud af hvordan de lever videre med den sorg de bærer på. De er nødt til at skabe et ”nyt” liv og det (synes jeg) er voldsomt svært.

Jeg vil mene, at vores børn er den vigtigste del af vores identitet, da vores børn gør os komplet. Forsvinder vores børn pludselig, kan følelsen af hvem vi er som menneske, vores identitetsfølelse, også let forsvinde. Jeg følte at jeg på en måde, pludseligt sad i ingenmandsland eller befandt mig i en gråzone, hvor jeg pludseligt ikke vidste, hvem jeg selv var. For jeg var jo ikke den samme længere. Jeg havde mistet den vigtigste del af mig selv. Pludseligt skulle jeg til at finde ud af, hvem pokker jeg så var?

Jeg var jo mor.. eller.. jeg følte mig stadig som mor, men min søn var her bare ikke. Var jeg så overhovedet stadig mor? Jeg havde jo ikke noget barn, at være mor for. Det var så forvirrende. For min familie og mine venner bekræftede mig hele tiden i, at selvom Damian ikke var her mere, var jeg stadig hans mor og sådan havde jeg det jo også. Men på de offentlige papirer, som generelt er de gældende i alle mulige situationer, var jeg ikke længere mor.

Når jeg skulle krydse felter af omhandlende antal børn jeg havde,var antallet pludseligt reduceretfra til 0 og da jeg fx fik tilsendt en opdatering af min SU opgørelse, var det med til at sparke min identitetsfølelse helt over på den anden side af jorden, for der stod at jeg ikke længere var berettiget til forsørgertillæg, da jeg ikke længere havde noget barn at skulle forsøge. Så jeg var faktisk ikke længere mor?

Det var en slags kæmpe identitetskrise jeg var havnet i, for jeg følte stadig jeg var mor, men det offentlige fortalte mig at det var jeg ikke. Ikke længere i hvert fald.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne fortsætte mit liv, når jeg ikke er den jeg engang var og det offentlige system egentligt bare bekræfter mig i det? Hvordan skal jeg kunne komme tilbage til mit liv, når der ikke er noget at komme tilbage til? Alt det som jeg kendte, er væk (mit hjem, min familie, mit barn som jeg levede for og vores hverdage med rutiner).
Familier som har flere børn, men som bliver boende samme sted sammen med resten af familien, kan heller ikke komme tilbage til deres gamle liv, eller bare lige komme videre. For det ville stadig kræve, at de ville være hele familien samlet og det er de ikke. Det er ikke kun forældrene der mangler et af sine børn, det er også de andre børn der pludseligt mangler deres søster eller bror. Hvordan skal de børn fortsætte eller komme tilbage til deres hverdag, når deres hverdag også er helt forandret? Det er et helt nyt liv familien sammen skal finde ud af, hvordan de stabler på benene og sørger de forskelligt, tror jeg det kan blive en endnu sværere kamp, end det i forvejen er.

Min kæreste kom med et rigtigt godt eksempel, synes jeg: fantomsmerter, som er oplevelsen af at føle noget i en legemsdel, der ikke findes, fx et amputeret ben. Selvom benet ikke er der længere, kan man stadig føle at det er der og det kan påvirke en resten af livet.
Videnskab.dk skriver at der er flere tusinde amputerede i Danmark, og omkring 70 procent af alle amputerede har fantomsmerter. Fantomsmerter har mange ansigter. Nogle føler, at det amputerede lem stadig er en del af kroppen, og at det er ved at blive kvast i en skruestik. Andre gange oplever patienterne kraftige jag, f.eks. som om det stikker mellem tæerne, eller at de holder hånden ind i et bål. Mennesker, der får amputeret en arm eller et ben, får ofte et nyt problem at slås med: Fantomsmerter.

Lone Nikolajsen der er forskningsoverlæge, ph.d., dr.med. på Anæstesiologisk afdeling og Dansk Smerteforskningscenter ved Aarhus Universitetshospital, har sammen med hendes kollegaer, gennemført et forskningsprojektet, i håb om en behandling mod fantomsmerter og det tyder på at fjernelse af de tilbageværende nerveknuder, ikke er nogen løsning, da de bare kommer igen. Hun fortæller at deres studie viser, at smerterne typisk fortsætter i umindsket styrke eller bliver hæmmet kortvarigt for senere at komme igen.

Jeg tænker på fantomsmerterne som sorgen og den smerte man som forældre sidder med bagefter. Det hjælper ikke at prøve på at fjerne sorgen, for den kommer bare igen. Selvom barnet ikke er der længere, vil det altid være og føles, som en del af en og man vil resten af livet mangle barnet og det vil resten af livet gøre ondt. Måske i umindsket styrke eller måske bliver smerten hæmmet for en tid, for senere at komme igen. Men den er der og man kan ikke bare fjerne den.

Sorgen som et handicap

Nogle gange tænker jeg på sorgen, som et psykisk handicap. For man føler sig svækket, på en måde, der er svær at beskrive. Jeg vil dog ikke sige, at jeg synes det ER et handicap, for det synes jeg ikke at det er.

“Et handicap defineres som funktionsnedsættelser, der har konsekvenser for livsførelsen. Det skal altså være en funktionsnedsættelse, der ikke kan kompenseres helt for og som dermed giver barrierer i samfundet.”
(http://www.plads-til-specielboern.dk)

Men jeg kan relatere til definitionen af et handicap, på den måde, at jeg føler mig svækket. Mac og jeg føler os svækkede. Og det gør vi på en måde, som kan skabe barrierer og have konsekvenser for hvordan, vi kan leve vores liv nu og fremadrettet.

“Langt de fleste sorgreaktioner medfører psykisk belastning og forhøjet stressniveau, som aftager over tid. Men for nogle aftager sorgens smertefulde reaktioner ikke, og sorgen bliver ved med at være intens og endda invaliderende. Man har måske problemer med at fungere relationelt, socialt og arbejdsmæssigt. Når sorgen på den måde bliver årsag til nedsat livskvalitet og funktionsniveau, kan det få store konsekvenser for den sørgendes mentale helbred. Hvis man oplever den form for sorg, kan man tale om, at man har en kompleks sorg, som kan være behandlingskrævende.” (www.altompsykologi.dk)

Sorgen, også en slags kærlighed

Jeg opfatter sorgen som en del, af den kærlighed man har til den person, man har mistet. Jeg tænker, at når jeg ligger i fosterstilling og græder på sofaen og ikke kan se hvordan det skal blive muligt for mig, at fortsætte mit liv uden mit barn, så er det fordi min krop og mit sind har brug for at føle den smerte. Smerten over hvor hårdt det er, at miste mit barn. Det barn som jeg bar i min mave i 9 måneder. Det barn min kæreste er far til og som han tog imod ved fødslen. Det barn der gjorde os til en familie. Det barn der blev vores omdrejningspunkt. Det barn vi havde et liv sammen med i 2,5 år og som snart skulle starte i børnehave. Det barn vi havde planer om, skulle være storebror en dag. Det barn vi jo skulle se vokse op og blive voksen. Vi skulle jo nå at opleve, at han ikke havde brug for os mere og ville starte sit eget liv. Så langt nåede vi slet ikke. Han nåede ikke engang at starte i børnehave.

Det gør så forbandet ondt. Det er som en kraftig trykken på min brystkasse, der føles afsindigt tungt og derfor gør det svært at trække vejret, samtidig med at det føles som om mit hjerte langsomt bliver revet i stykker, imens det fortsat kæmper for ikke at gå i stå. Hjerteslagende føles kraftigere og kraftigere og det kan gøre helt ondt i brystet. Intet af det, kan jeg styre imens det står på. Jeg må vente på, at det lige så stille aftager igen.

Men jeg tænker, at sorgens smerte er måden, hvorpå min krop og mit sind, viser mig, hvor stor kærligheden til min søn er. Ligeså højt jeg elsker ham, ligeså smertefuld er sorgen over at have mistet ham. Min kærlighed til ham er ubetinget og fylder hele den person jeg er.

Jeg synes ikke der er noget at sige til, at kærlighed og smerte er tæt forbundet.

Sorgen ser jeg værende prisen for den kærlighed man har, til den person man har mistet.

Sorgen som en klump ler

Til at starte med, hvis ikke man er vant til at arbejde med ler, så kan det være svært at forme de figurer, som man har i tankerne. Nogle gange kan det endda virke helt håbløst og man kan sidde længe, før det begynder at ligne noget, man kan føle sig stolt af. Det kræver øvelse og kan koste blod, sved og tårer indtil man lærer, hvordan man når frem til det resultat, man ønsker.

Men uanset hvad og i sidste ende, vil det altid stadig bare være en klump ler.

Ligesom sorgen altid, uanset hvordan man “vender og drejer den”, stadig vil være en sorg. Man kan ikke lægge den fra sig, som med en klump ler, for den følger en overalt. Men jeg tror på, at man har magten til at forme den, lidt som med ler. Forstået på den måde, at man kan få magten over den og styre hvordan den skal manifestere sig og hvornår man reagerer på den. Fx hvis man står nede i Netto og konfronteres med tabet, fordi man får øje på den yoghurt ens elskede plejede at kunne lide, men man først venter med at græde, til man er kommet ud i bilen eller måske græder man slet ikke, men kommer til at smile og måske tager man yoghurten med hjem, bare for at mindes. Måske var den pludselige konfrontation en invitation til at mindes?

Sorgen som en ven

Jeg tror det er vigtigt ikke at være bange for sorgen, så man ender med at prøve at flygte fra den. For jeg tror, at sorgen kan blive ens “ven”, hvis man prøver at forstå den. Det er meget nemmere sagt end gjort, det ved jeg.
Jeg tænker, at sorgen er en ligeså stor del af en, som glæden. Sorgens følelse er bare smertefuld i modsætning til den følelse som glæden bringer med sig, men netop derfor, er sorgen ikke en, man rigtigt har lyst til at have med sig alle vegne. Men jeg tror at det, man bedst kan gøre, er at byde den velkommen når den pludseligt står og banker på. Om ikke andet, så bare have den “på korte besøg” som en start. For prøver man med tiden at komme overens med den og at forstå den, så er jeg sikker på, at den kan hjælpe med at bære på den smerte, som man føler. Ligesom en ven, ville kunne.

Den indre styrke

Ligeså hurtigt man finder ud af, hvor stor og overvældende en kærlighed man faktisk kan føle til det lille barn man byder velkommen til verden, ligeså pludseligt tror jeg, at man kan opdage hvor stor og kraftig en styrke man som menneske faktisk kan besidde, hvis man mister det barn igen.

Jeg tænker at det er vigtigt, at man prøver at forstå sorgen og ikke forsøger at skubbe den væk, selvom det gør ondt. For kan man finde en god måde at leve med sin sorg på, så tror jeg også at man med tiden, begynder at mærke et fornyet håb om fremtiden og det håb, tror jeg, kan forandre sig til en slags viljestyrke, så man en dag kan genfinde livsglæden.

Jeg forestiller mig, at den viljestyrke kan blive drivkraften bag, at man så småt får øjnene op for de små glæder i livet, så de kan begynde at pible frem igen.

Måske på gaden, som en fremmed forbipasserende der smiler til en. Måske naturens forunderlige måde, at “slå til” på. fx som huller i asfalten, der faktisk viser sig at være der, fordi en lille plante har kæmpet sig vej igennem asfaltens faste konsistens og hårde overflade. Måske ved et stykke musik man nyder at lytte til, eller en hændelse der synes at være så sjov, at man bare ikke kan holde latteren tilbage. Eller måske når man pludseligt bliver mindet om sin afdøde og man kan smile ved mindet om vedkommende.

Men alt tager tid og det vil aldrig blive den samme livsglæde, så jeg tænker at det samtidig er vigtigt, at man ikke sætter alle mulige forventninger til sig selv og sine omgivelser og at omgivelserne, ISÆR omgivelserne(!) ikke sætter en masse forventninger til den sorgramte.

For selvom intet er eller bliver det samme igen, så er det ikke ens betydende med, at det ikke kan blive godt igen.
Det vil der imod blive en anderledes livsglæde.

Jeg tror på, at det blot starter ved at acceptere sorgen og dens smerte og et spinkelt lille håb. Så tænker jeg, at man er godt på vej.

Vi er forskellige som mennesker og vi reagerer forskelligt på at miste. Nogle kan synes, det er svært at forstå, at andre sørger på en anden måde, end man selv gør eller tænker, at man selv ville gøre. Så jeg synes det er vigtigt at huske på, at der ikke er nogen rigtige og forkerte måder at sørge på, men at der er forskellige måder. Hvad der giver mening for den ene, giver nødvendigvis ikke mening for den anden.

Hjælp til selvhjælp   

Hvad kan man selv gøre?

(Af: Mai-Britt Guldin. Autoriseret psykolog, PhD og specialist i psykoterapi)

Det er individuelt, hvad der hjælper os med at komme igennem en tid med sorg. Generelt handler det om at lære sin sorg og kende, så man bliver bedre til at håndtere den. Her følger et par generelle råd, som kan hjælpe:

  • Mental balance

Den første tid efter tabet kan være så følelsesmæssigt voldsom, at den største udfordring er at overkomme de intense følelser og håndtere hverdagen og genvinde balance. Fx sove, spise og motionere regelmæssigt.

  • Følelsesregulering

Følelsesregulering betyder, at vi må søge en balance mellem sorg og egenomsorg for at kunne rumme og forvalte stressende og belastende følelser.

  • Egenomsorg

Egenomsorg handler om at finde aktiviteter, der lindrer den psykiske smerte og øger velvære og livskvalitet. Fx meditere, yoga, gå tur, biograftur, lave god mad m.v.

  • Social støtte

Forståelse og medfølelse støtter og lindrer sorgen og stabiliserer reaktionerne. Tal med dine nærmeste og evt. din arbejdsplads om dine reaktioner og hvad du har brug for fra dem, så de kan støtte dig i den svære tid og nedsætte din arbejdsbelastning.

  • Omstilling

Der er sket en stor forandring i dit liv, og derfor er det vigtigt at overveje fremtiden. Det kan være svært i starten, men det er en vigtig del af en sorgproces for at definere, hvordan dit liv nu skal indrettes, og hvad der fremover skal bringe dig glæde og mening.

(www.altompsykologi.dk)