Firkløveren

Firkløveren

15/01/2023 0 Af Claire Muus

Skrevet d. 15 september 2019

Jeg havde en pudsig oplevelse forleden: Jeg går rundt ude på marken hos min mor og lufter hundene. Imens tænker jeg på Damian og Jax. Jeg forestiller mig at Jax vil spørge ind til sin storebror i himlen når han er blevet ældre. Jeg ser for mig, at han også hører min ringetone, som lige nu, er en optagelse af Damian der synger en sang, imens han fjoller og Jax spørger mig så, om han ikke også må være min ringetone. Til det svare jeg, at så skal han jo først synge for mig, så jeg kan optage ham. Pludseligt går mine tanker over i, at jeg går rundt med Damian ude på marken og på samme tid lægger jeg mærke til, at jeg står lige foran en masse trekløvere. Jeg forestiller mig så, at jeg sammen med Damian, falder over alle disse trekløvere og i mine tanker fortæller jeg ham, at man nogle gange kan være heldig at finde en firkløver iblandt, men at det kan være svært. Jeg fortæller også at de bringer lykke og at han kan prøve at se om han kan finde en. Jeg ser for mig at vi (som så mange gange før, når vi var ude og undersøge naturen) sætter os på jorden og sammen begynder at lede. Denne gang ville vi lede efter firkløvere. Imens jeg står der i min egen lille fantasiboble og hundene vimsende rundt omkring, får jeg pludseligt øje på en firkløver! Den er “slidt” og hullet og ikke særlig pæn, men det er en firkløver.

Den lille oplevelse satte et stort smil på mine læber. Firkløveren kom med hjem, hvor jeg tapede den ind og satte den fast på et lys, som stod på hans mindehylde.