10 ting du skal vide om en ven med sygdom/død inde på livet
Jeg deler her 10 ting/råd/oplysninger (kald det hvad du vil), der kan være til stor hjælp, hvis man er pårørende til en, der er i sit livs store krise. Jeg har kopieret det hele fra en blog, som er oprettet af en kvinde, ved navn Josefine Jack Eiby, som selv har stået i sit livs store krise, da hun pludseligt en dag fik at vide, at hun have kræft. Det har været en stor hjælp for mig at læse alt dette og jeg håber, at det for dig, også giver mindst lige så meget mening, som det gav for mig, da jeg læste det første gang. (Jeg kan dog se at råd 8 mangler 🙈, hvor det er blevet af, ved jeg altså ikke🧐😅
Du har en ven med en livstruende sygdom, en alvorlig sygdom, et dødsfald i familien/tæt på eller en tilsvarende krisesituation. Der træder nogle helt andre elementer i spil i jeres venskab. Noget I næsten ikke kunne forberede jer på. Her kommer 10 ting, du skal vide om din ven.
1. Initiativ er nr. 1! Altså DIT initiativ. Regn med, at du har fået en ny rigtig dårlig ven, der aldrig tager initiativ til at mødes, foreslår noget eller inviterer til middag. Hele venskabet hænger på dig. Du inviterer på kaffe. Du kommer forbi med take out. Du ringer onsdag. Du sender en sms fredag. Du støvsuger lige. Du bestiller en grøntkasse. Du svinger forbi bare lige i 30 minutter, for korte besøg er også lykken. Du har opdaget en super lækker kage hos den lokale bager. Kør forbi med den! “Hej, den her kage skal du have!” De private grænser er rykket og opløst i krisesituationer. Pludselig er det passende at gå ud med skrald for din ven eller ligge tæt i ske på køkkengulvet, opløst af gråd. Nogle dage er du som en stor, stærk, rummelig mor/far med brede skuldre. Du har styr på det, og du tør sige: “Det gør jeg!” Du tør også blive ved, selvom du får 10 afslag i træk. Din ven svarer måske: “Jeg magter det ikke.” Men du bliver ved. Du spørger ugen efter, om I ikke skal tage en tur på Statens museum for kunst. Og ugen efter siger du, at du har en billet til den nye danske film. Og ugen efter siger du, solen skinner, og I skal fodre ænder. Og du bliver ved. Selvom sms-tråden ser lidt ensidig ud med masser af beskeder i højre side fra dig og helt tomt i venstre. Og så skriver du, at det er ok, at du alligevel skulle fodre ænder, så din ven skal bare slappe af.
2. Din ven ved ingenting. Og det her punkt … Det er det mest hardcore punkt. For kan din ven ikke bare bede om det, der er brug for? Nej. Måske er du nået langt i din håndtering og støtte. Du tør spørge: “Kan jeg gøre noget?” Og svaret er ALTID “JA!” Spørgsmåler er bare hvad, du kan gøre? Du spørger: “Hvad kan jeg gøre?” Tavshed. Din ven ved det virkelig ikke. Overblikket er væk. Din ven ved ikke, hvad der skal til. Og derfor kommer du en vanskelig situation. Du skal give noget til et andet menneske, som ingen ved, hvad er. Derfor: Hvis du ikke har fantasi/overskud til andet, så spørg: “Hvordan går det?” Ellers vend tilbage til et par konkrete ideer i punkt 1. Hvis din ven evner at sige: “Jeg har brug for hjælp”, så er det kæmpe stort og meget sjældent. Regn med, at din ven IKKE har mulighed for at bede om hjælp. Din ven er måske lidt apatisk, ugidelig, uhøflig, lukket og vag i det. Det betyder ofte, at du skal blive ved med at være der og vise, du er der.
3. Det værste er sket. “Jamen, jeg vil ikke gøre det værre”, siger du måske. Men: Det.kan.ikke.blive.værre! Kæresten er død, kræften har sat ind, skanningen var dårlig. Hvad end der er sket, så er det værste sket. At tale om det, gør det ikke værre. Bare fordi din ven går fra ikke at græde til at græde, når I taler sammen, betyder det ikke, at du har gjort din ven ked af det. Det betyder, at du har rørt ved noget. Noget ærligt, ægte og betydningsfuldt. Vi har brug for mennesker. Mennesker der gør betydningsfulde ting og taler om betydningsfulde ting. Din ven skal (typisk) nok sige: “Jeg magter ikke at tale om det.”
4. Det lange seje træk. Glem de første 14 dage. Du ved der, hvor du er oprigtig bekymret. Ringer, skriver og støtter. Det gør alle. Din ven kan sikkert næsten ikke nå flere opkald, samtaler, sms’er og blomster (se punkt 6). Din ven er måske høj af adrenalin, opmærksomhed og omsorg. Efter 14 dage starter nedturen, abstinenserne og den kolde tyrker. Der er stille på telefonen og tomt i opgangen. Opret en påmindelse i din kalender hver 14. dag det første år. Ring, skriv, inviter på gåtur, arranger filmaften, kom forbi med en gin & tonic. Din ven føler sig måske mest ensom et år efter dødsfaldet, to år after behandlingen. Der er et langt arbejde med at overleve efter det første intense forløb.
5. Din ven har en anden tidsregning. Du synes ikke en måned er særligt lang tid. En uge er som et knips med fingrene. Børn skal afleveres, job klares, der skal købes ind og besøges svigermor. Måned efter måned fordufter som dug for solen. Din ven? Her gælder en HELT anden tidsregning. En måned føles som et år, og en uge føles som en måned. Du har ikke sendt en sms i to måneder? Make that two years! Jeps, det er en benhård tidsregning, men det er sådan, det er. Når hver dag kræver en uges indsats, så er en måned uden kontakt, hjælp, støtte og opmuntring uendelig lang tid.
6. På et tidspunkt giver blomster kvalme Blomster er normalt skønne, smukke, dejlige. I et kriseforløb er blomster stærkt forbundet med død og sygdom. Og for at det ikke skal være løgn, så visner og dør de. Vandet lugter, og efter de første 14 dage, skal der smides ud i store mængder. Og så er der tomt. Igen. Giv noget andet. En flaske god rom, en hjemmelavet chili con carne, en gåtur. Meget hellere initiativ end materielle gaver.
7. Lad være med at sige: “Nu er du jo rask“ Nej. Bare nej. Vend tilbage til punkt 4. Krisen er ikke slut, når scanningen er god, faren begravet eller behandlingen afsluttet. Krisen er slut efter 1 år? 2 år? 3 år? Tænk overdrevet lang tid, og husk så den alternative tidsregning fra punkt 5. Reaktionen tager tid, før den træder i kraft. Ingen kan nå at reagere eller tage det hele ind de første par måneder. Det tager tid at opdage, at ens far er død eller at brysterne skal fjernes. Regn med, at krisen først starter for din ven, når du tror, den er slut. Forløbet med rask-syg-rask går nogle gange så hurtigt på papiret, at følelserne og tankerne hos din ven slet ikke kan følge med. I går havde din ven en bror. I dag er han død. Det tager lang tid at vænne sig til.
9. Intet er statisk. Ingen tilstand er statisk. Den ene time er din ven i vældigt humør. Smiler, griner og joker. Den næste time trist, deprimeret og angst. Det ene øjeblik er der overskud til at formulere 10 punkter. Det næste øjeblik er overblikket væk og punkt 8 forsvinder. Lad være med at være i én tilstand eller forvent ét humør. I kan godt danse og drikke cocktails den ene dag -midt i krisen. Og sidde i joggingbukser den anden. De små opture med fest, farver og hygge er dem, der kan gøre krisen er til at overkomme. Og det betyder heller ikke, at nu er alt godt. Forvent, at du ikke ved, hvordan din ven har det. Tilbyd forskellige naturlige måder at være sammen på. Og lad endelig noget være præcis, som det plejer. Drik den lækre flaske rødvin som I plejer. Skrål med på Medina, som I plejer. Og giv så plads til dit lidt mere sorte dage.
10. Tag dig af børnene Det her punkt har jeg fået af Michelle Hviid, og det er SÅ godt. Magter du ikke din ven, så tag dig af børnene (og måske partneren). Det betyder meget, at du fjerner ansvar fra din ven. At du har styr på børnene et lille tidsrum. At se børnene glade, blive passet, hygge med kakao og boller gør også din ven glad -og du har endda løst en praktisk opgave. I nogle tilfælde kan det også være en hjælp, at du laver noget med kæresten/partneren. Det kan give overskud til hjemmet, og pårørende er mindst lige så hårdt ramt.
Alle rådene kan desuden også bruges til den pårørende, hvis det er ham eller hende, der er din ven. Er du I en krisesituation, skal du være velkommen til at dele dette indlæg. Bare send det ud. Har du en bekendt i krise og tænker, at du “slet ikke er tæt nok på til at hjælpe”? Så husk, at ovenstående også gælder for dig. Mange af de nærmeste har ikke læst de 10 råd. Du har. Gør noget. Har du en ven i krise og er helt overvældet, så husk, at det altid er bedre at gøre noget end ikke at gøre noget.
Med ønsket om en mindre berøringsangst, Josefine Jack Eiby
