Bryd tabuet

Jeg ønsker at det skal være mere naturligt at snakke om barnedød. Jeg ønsker at dem, som ikke har det inde på livet, ikke skal være bange for at snakke om det med nogen, som har det inde på livet. En af de måder jeg mener, man kan opnå dette ønske, er ved netop at snakke om det. Og bl.a. derfor har jeg startet denne side, for at sætte så mange ord som muligt på de mange følelser og tanker jeg oplever efter min kæreste og jeg mistede vores barn.

I samme forbindelse er jeg begyndt at henvende mig til andre forældre, der også har mistet et eller flere af deres børn. Både for at høre deres historie fra da tragedien ramte til tiden efter og til nu (for det er sundt at snakke om hændelsen og det tror jeg ikke, man kan gøre for mange gange), men også for at finde ud af, hvad DE føler ifm. tabet af deres barn.

Jeg har derfor spurgt forældrene i to forskellige forumer – indtil videre – om hvad sorg er for dem, hvordan de oplever den og hvordan den føles for dem.
Det har jeg gjort, fordi selvom vi er rigtigt mange, der har dét tilfælles at være i sorg over at have mistet et barn, så er den sorg vi alle føler, forskellig. Ingen sorg er ens og det synes jeg er rigtigt vigtigt, at få sat ord på. For igennem disse forskellige historier samt beskrivelser af forskellige måder at opleve sorgen på, vil andre forældre som også er i sorg, have muligheden for at kunne genkende og afspejle deres følelser igennem en andens fortælling. Det tror jeg er en vigtig faktor, specielt fordi vi i dette samfund i forvejen ikke snakker ret meget om barnedød. Det er desværre enormt tabubelagt og hvis man føler man står meget alene med sin sorg, er noget af det bedste (tror jeg), hvis man kan finde nogen, som kan give vedkommende en følelse af, at han/hun ikke er alene.

Det er traumatisk at opleve at miste sit barn, hvad enten det skyldes en ulykke eller sygdom, så render man pludseligt ind i en voldsom krise, som nogen desværre aldrig rigtigt finder “helskindet” ud af igen. Hvilket jeg godt kan forstå! For man føler pludseligt, at den verden man er i, er blevet en slags parallelverden, hvor det egentligt vil være godt, hvis man udadtil stadig kan smile og virke nogenlunde frisk (så bliver folk omkring en mindre skræmte og der er større chance for, at nogen man møder på gaden, tør snakke til en). Det er også som om, at det gælder om at komme forholdsvis hurtigt “op på hesten igen”, så man er totalt fit for fight, når ens sygemelding er udløbet. Men det jeg desværre også oplever er, at rigtig mange, inkl os, nærmest bliver overladt til sig selv. Mange får ikke en optimal hjælp og nogen oplever desværre, at de slet ingen hjælp får, medmindre de selv beder om hjælp. Men det er bare ikke så simpelt som det kan lyde. For man er som lammet, både i handling men også mentalt.

Det er også en af grundende til, at jeg ønsker tabuet skal brydes. For rigtig mange lider under at have mistet deres barn og rigtigt mange udefra vil gerne hjælpe, men enten tør ikke, eller ved ikke hvordan. Hvilket desværre resulterer i, at nogen af dem vælger helt at lade være med at gøre noget. Det vil jeg mene kan have fatale konsekvenser for den/dem der er i sorg. For heller ikke engang de ved, hvad de skal gøre eller har brug for.

Nu efter alt dette er sket, kan jeg meget bedre se klart og vi har været heldige med vores venner og vores familie. Men ikke alle har en så stor omgangskreds som vi og nogen føler måske hurtigere de er alene i sorgen. Derfor synes jeg det er så vigtigt, at vi der har mistet, kan sætte ord på og fortælle hvad VI havde brug for dengang tragedien ramte os.

Der skal snakkes mere om det generelt og der skal mere fokus på det. Jeg ønsker vi skal nå dertil i vores samfund, hvor man ikke er bange for at snakke om det og hvor pårørende og bekendte tør at nævne vores døde børns navne ansigt til ansigt.