Damian ville være blevet 6 år

Damian ville være blevet 6 år

september 2, 2021 0 Af Claire Camilla Muus

D. 23 august ville Damian være blevet 6 år.

Vi har i alt fejret ham 4 gange, hvor han ikke har været her.

Denne her gang var det bare anderledes. Jeg har grædt og grædt og grædt. De andre tre gange var vi – familien – samlet til hygge, kage og videoer, men ikke denne her gang. Jeg vågnede op, velvidende om at det ikke ville blive det samme, som de andre gange på Damians fødselsdag.

Jeg var alene (dog med Gaia). Jax skulle i vuggestue og Mac på arbejde. Til aften ville vi heldigvis få besøg af et par stykker, men resten af familien ville mangle og det efterlod et kæmpe tomrum i mig, som på en eller anden måde gjorde hvert åndedrag jeg tog, tungere og længslen efter alt ved Damian, blev forstærket. Jeg følte mig så ensom og havde ondt i hjertet.

På en underlig måde, gik alvoren op for mig igen. Det er stadig sådan for os, at nogle gange kan vi snakke om ham og om ulykken helt normalt og andre gange, er det pludseligt svært at skulle høre os selv sige det højt: “Damian er død”.

Jeg tror det er en slags “overlevelsesmekanisme”, vi har, så vi kan være i det og samtidig bearbejde det, for at kunne leve med det. Ligesom at vi også kunne tænke rationelt dengang han var indlagt og vi skulle tage stilling til organdonationen, eller efter bisættelsen, hvor vi skulle til at lære at leve uden ham.

Som jeg før har skrevet om, og som jeg ofte minder mig selv om, for at kunne rumme tragediens virkelighed, så hænger følelser og rationalitet ikke altid sammen og det mærkede jeg også tydeligt på hans fødselsdag. For selvom jeg vidste at der var gode grunde til vi ikke blev flere, ændrede det nemlig stadig ikke på den følelse jeg havde.

Jeg følte mig ensom og forladt. Jeg fik følelsen af, at folk var kommet videre, fordi der nu er gået 3,5 år siden han døde – som også er længere tid, end den tid han nåede at være i live. Jeg følte han blev fravalgt og derfor ikke betød ret meget mere. Jeg følte jeg var alene om at savne ham, så at være alene hjemme det meste af hans fødselsdag og vide at der ikke ville blive gjort noget særligt ud af dagen, samtidig med at jeg mærkede min krop reagere på hans død og mit savn til ham, imens jeg også skulle være noget for Gaia, er en af de mest svære dage, jeg har måttet gå igennem efter vi mistede ham.

Det var første gang, folk ikke mødte op og første gang vi ikke selv gjorde noget ud af dagen. Det var Damians dag, en særlig dag. Men det føltes ikke sådan. Og jeg følte at jeg svigtede ham. Jeg følte at jeg svigtede hans minde, som jeg havde lovet at holde i live, fordi han ikke selv er her til at kunne gøre det.

“kan man dø to gange?” – Ja. Når de levende stopper med at snakke og værne om de døde. Og der følte jeg pludseligt, at vi var på vej hen.

Det var alt i alt en rigtig smertefuld dag for mig.

MEN! jeg ved og vidste inderst inde godt, at det ikke har været folks mening ikke at komme, de har bare været forhindret og sådan er livet jo. Selvom Damian er død, kan vi stadig fejre at han blev født, en anden dag.

Og jeg skriver ikke dette for at give nogen dårlig samvittighed , for jeg ved godt, at alt det jeg følte ikke er tilfældet. Og derfor har jeg brug for at sætte ord på, for jeg blev nemlig enorm overrasket over hvor ked af det jeg faktisk blev og hvor hårdt det tog på mig, at det ikke var som det plejede at være. Han blev ikke fejret, som han plejede at blive og det troede jeg egentligt at jeg var okay med, men jo tættere vi kom på dagen, jo mere ondt i hjertet fik jeg bare. Jeg blev pludseligt så bange for, at han ville blive glemt.

Jeg er blevet klogere. Jeg er nødt til næste gang, hvis folk er syge eller på anden måde er forhindret, selv at gøre noget symbolsk for at fejre ham. Ikke for hans skyld, for jeg ved godt at han ikke er her mere. Men for min egen skyld. For dagen var hans, og det kunne jeg ikke rigtigt mærke. Jeg følte jeg svigtede… ham, os og mig selv…

Jeg har tænkt meget siden… Og…
Det er okay, at livet går videre. Det skal det. Det er bare svært nogle gange at følge med, når livet for en selv, stadig kan gå i stå nogle gange. Det kan føles ensomt, fordi meget få forstår den smerte der har bopæl i mig. Men det er også okay. Det er GODT de ikke forstår.

Og…
Det er okay, at folk bliver forhindret. Det kan ske. Jeg ved at jeg ikke skal tage det personligt. Vi kan ikke styre hvad livet bringer. Det allervigtigste er, at de er der, når det virkelig brænder på. Og det ved jeg at de er.

Det er okay, at føle jeg svigter.
Det er okay, at føle jeg bliver svigtet.
Det er okay, fordi det er “bare” følelser, og derfor ikke nødvendigvis det, der er det rigtige. Ikke dermed sagt at følelserne ikke er ægte eller legitime, for det er de. Men at føle, at man bliver svigtet eller at man selv svigter, er ikke ens betydende med at man faktisk bliver svigtet eller at man selv svigter. Det er “bare” følelser.

Det allervigtigste er, at jeg ved hvad der er det rigtige og hvad der ikke er det rigtige og at jeg kan snakke om det, og at det er noget vi alle sammen kan snakke om.

❤️