Ferien jeg aldrig glemmer

Ferien jeg aldrig glemmer

Når jeg sidder og kigger på billederne og forestiller mig at jeg ser objektivt på dem, ligner det billeder fra en hvilken som helst anden familieferie. Der er foreviget øjeblikke hvor vi spiser, bader, fester og bare generelt hygger os, så man ser det ikke på billederne, men vi er alle i en dyb sorg.

Under overfladen og imellem billederne blev taget, var vi flere der var kede af det. Der var mange konfrontationer og emotionelle rutsjeturer på hele ferien, for kun en lille måned tidligere, holdt vi bisættelse for vores alle sammens lille Damian. Han var søn, barnebarn, nevø og fætter.

Før rejsen, gik vi rundt, omgivet af en tung tåge af sorg og fortvivlelse. Vores barn var dødt og borte og alt praktisk, der havde med hans død at gøre, var overstået. Ligesom livet sammen med ham, åbenbart bare havde været et kapitel i vores liv, som også nu var overstået.

Hvad skulle vi nu? Hvordan kunne vi leve videre, uden ham? Vi havde jo skabt en hverdag som familie. Vi var F A M I L I E N. Det var i hvert fald hvad vi havde været – far, mor og barn – og det var vi pludseligt ikke længere. Var vi så bare Mac og Camilla (mit dengang værende navn) igen? Var vi så bare kærester igen, og ikke forældre? For vi havde jo ikke et barn mere, at være forældre for, så var vi så overhovedet stadig forældre?

Jeg var i en dyb identitetskrise og manglede at mærke mig selv og min krop på en anden måde, end i ren smerte. Jeg manglede at mærke livet, men på en anden måde, end at livet bare var blevet koldt, hårdt og gjorde ondt at leve. Hver åndedrag jeg tog, kæmpede jeg for, skulle give mening, for ellers kunne det næste åndedrag jeg skulle til at tage, være fuldstændig ligegyldigt. Jeg havde desperat brug for noget at holde fast i, noget som kunne give mig en følelse af mening, midt i den enorme og vanvittige virvar af mørke og pineagtigtige meningsløshed, som vi befandt os midt i.

Jeg tror på at rejsen gjorde noget for os, som vi ikke ville kunne finde mange andre steder. Rejsen var god for os alle sammen, for vi var sammen på en anden måde end ugerne forinden og vi fik en pause fra alt den død, svigt og ødelæggelse, der var derhjemme – minderne om ulykken, indlæggelsen på hospitalet, det forgæves forsøg på organdonation og den voldsomme og makabre viden om, at ‘nu er Damian brændt til aske og puttet ned i en lille krukke, som står i stuen’ og især den ikke-eksisterende hjælp fra samfundet.
Nogen mente dog at rejsen var et forsøg på at flygte fra vores virkelighed og den situation vi befandt os i.

Men hvordan kan man overhovedet flygte fra noget så livsændrende og livsomvæltende, som det at miste sit barn? Uanset hvor i verden vi var og hvad vi lavede, mærkede vi det jo. Den synderrivende følelse af total afmagt, der langsomt men sikkert, flåede og lemlæstede vores indre så det konstant blødte i forpinthed. Det stod skrevet med store, fede bogstaver uanset hvor vi kiggede hen: “Dit barn er dødt.”
HVIS vi endelig skulle flygte fra noget, så skulle det jo ikke være uden Damian, men SAMMEN MED ham. Så rejsen var absolut ikke et forsøg på at flygte fra den situation vi stod i. Kunne vi, skulle han jo have været med i fysisk forstand, men da det ikke kunne lade sig gøre, var han med os i vores tanker og minder. Jeg havde dog enorm svært ved at efterlade hans urne derhjemme, fordi jeg var så bange for at det ville føles som om, at han var endnu længere væk, end han i forvejen var.
Men afsted kom vi og rejsen var et frisk pust for os alle sammen og den gav os fornyet energi til at kunne blive i vores nye virkelighed. For energi, var vi nødt til at have, for overhovedet at kunne overleve vores barns død.

Det er underligt, hvordan den rejse som blev til på grund af mit livs værste mareridt, faktisk kunne ende med at blive et af mit livs bedste ferier. Når jeg kigger tilbage, er jeg taknemmelig og lykkelig for at vi kom afsted. Aldrig har jeg mærket mig selv så meget, som der. Jeg græd og var synderknust og savnede Damian så smerteligt meget, men selvom jeg hele tiden manglede ham og kun var få cm. fra at bryde sammen hver dag, havde jeg mange øjeblikke hvor jeg grinede, var dybt taknemmelig, elskede og følte mig elsket.

De mennesker – min familie – vil altid betyde noget helt særligt for mig.
Macs brødre har givet mig noget som kun enkelte mennesker nogensinde har kunnet igennem hele mit liv. Jeg føler en hjertevarm tilknytning og tryghed i deres nærhver.