Der er så meget mere i det, end bare det…

november 19, 2020 1 Af Claire Camilla Muus

“Mit barn er dødt.”

Det er ikke kun det, at gå rundt og leve med sorgen over at jeg aldrig skal se ham igen og at jeg hver dag savner ham. Der er så meget mere i det, end bare det. Jeg hjemsøges hver dag af billeder fra ulykken, når der er stille og mørkt omkring mig. Oftest når Jax skal sove om aftenen og jeg ligger med ham i mine arme og putter, så dukker de op.

Minderne fra ulykkesdagen står helt klar i min hukommelse og jeg ser det hele som en masse billeder der vises igen og igen og igen. Jeg var der ikke selv da ulykken indtraf, så jeg oplevede ikke Damians reaktion. Jeg kom for sent og han var borte. På den ene side er jeg glad for at jeg ikke var der, for så ville der være endnu mere jeg ikke ville kunne glemme. Men på den anden side, så ville jeg alligevel inderligt ønske at jeg var ved hans side i hans sidste tid.

Det der er ved det uvisse, er at det for mig, er så svært at forholde mig til, for det betyder at der er så mange spørgsmål der dukker op igen og igen… “hvor lang tid gik der, før han var helt væk?… hvor længe kæmpede han for at få vejret?.. græd han?… var der opkast?… gik han i panik?… var han i chok?… var han bange?” Men det er også spørgsmål jeg ikke vil høre svaret på og alligevel føler jeg jo, at jeg inderst inde godt kender svaret på de fleste spørgsmål der dukker op. Jeg kender jo til nogle enkelte, forfærdelige detaljer som desværre bare bekræfter nogle af mine bange anelser og skrækkelige billeder.

Og det flår mit, i forvejen ødelagte, hjerte endnu mere itu, at hans død – min lille dreng, som jeg bar på i 9 måneder og som jeg forelskede mig så hurtigt og dybt i. Det barn der med det samme blev drivkraften i mit liv og som jeg uden tøven, ville give mit eget liv for at beskytte – at hans død ikke blev med ro omkring sig. Og jeg, som hans mor og ene beskytter, hverken kunne beskytte eller redde ham.

Det efterlader mig med en eller anden form for skyldfølelse, som jeg godt ved at jeg IKKE skal have. Men den dukker alligevel op af og til… Det er her, hvor følelserne ikke hænger sammen med rationaliteten. Det tror jeg de fleste der har mistet et barn, kan genkende på den ene eller den anden måde. Jeg ved jo at det var et kæmpe uheld.

Det er over 2,5 år siden og selvom jeg er kommet rigtigt langt i mit liv, har jeg stadig det åbne sår, det bliver ved med at bløde fra.

Selvom livet er til at holde ud, er det med en konstant smerte og en påmindelse om alt det Damian gik igennem, før han til sidst fik fred. Alt det som vi ikke kunne beskytte ham fra og så er der alt det, som vi efterfølgende blev tvunget til at se i øjnene, som nu og for altid vil sidde dybt i os der er tilbage.

For pokker hvor er jeg ked af alt det han skulle igennem og for fanden hvor jeg savner ham 😭💔😭

Jeg snakkede i går med min jordemoder om hvordan jeg i øjeblikket har det. Jeg har det egentligt ikke særlig godt. Jeg har haft rigtigt svært ved at finde rundt i, hvad det er i mig, der helt præcist gør så ondt og der nævnte hun for mig, at det måske kunne være det med at vi nu venter vores tredje barn. For så bliver der endnu mindre tid til Damian da opmærksomheden til vores børn jo skal deles op endnu en gang. Så bliver der mindre tid til minderne. Hvilket jo ér okay, jeg skal bare finde en ro ved det og evt. lave en lille plan for hvornår jeg så giver mig hen til minderne og sorgen. Så det bliver mig der styrer “showet” og ikke sorgen der ender med at løbe løbsk.

Jeg har pt svært ved at snakke om Damian, uden at bryde sammen. Udover alle de skrækkelige minder fra da vi mistede ham, så fylder det også meget, at han har været død i længere tid nu, end han nåede at leve. Samtidig er jeg gravid med vores nr. 3 barn (2. barn efter ham) og på en eller anden måde, så gør det afsindigt ondt på mig, at livet stadig bare så let fortsætter. Det bliver morgen, så aften og så morgen igen. Dagene går, den ene efter den anden og årstiderne skifter. Folk tager på arbejde og lever deres liv, alt sammen som det plejer at være.

Jeg føler sommetider ikke at jeg altid kan følge med omgivelserne. Jeg føler stadig at vores liv på en måde “sidder fast”. Der sidder stadig den her kæp fast i hjulet, som forhindrer vores hjul i at dreje rundt, som det plejede at gøre før. Og jeg tror egentligt aldrig det kommer til at kunne dreje rundt optimalt igen. Men det er også okay, og det skal jeg huske mig selv på. For vi har alligevel formået at finde en måde, hvorpå vi faktisk fungerer som den familie vi er og som de mennesker vi er blevet. Vi gør det bare på vores egen måde. En måde som jeg desværre bare ikke rigtigt føler passer ind i omgivelserne eller samfundet og som kun få forstår.

Vi er nødt til at være i sorgen på nogle dage og vi er nødt til at snakke om Damian.

Vi dyrker ikke at vores barn er dødt og vi dyrker heller ikke sorgen.

Men vi dyrker minderne om og kærligheden til, vores afdøde barn. Vi lever med og bearbejder hver dag, det kæmpe traume det er, at miste vores barn. For det indebærer mange voldsomme oplevelser.

  • Vi mærkede med egen krop, at vores barns krop ikke længere var i live.
  • Vi stod og så med egne øjne, at han faktisk var død.
  • Vi stod ved siden af kisten, hvori vores barn lå.
  • Vi stod og så på, imens denne kiste blev kørt væk i en rustvogn, velvidende om at den skulle brændes imens han lå i den.
  • Vi stod med den lille urne i vores hænder, hvor asken fra vores afdøde og hvor makabert det end lyder, resterne af vores afbrændte barn, lå i.
  • Vi stod og kiggede på og røre ved hans legetøj, og med tiden så, hvordan støvet langsomt lagde sig på det.
  • Vi følte os efterladt midt i en larmende stilhed, med et indre opfyldt tomrum, IMENS kun vi selv i sidste ende, var herre over hvordan vi håndterede den stilhed og det tomrum vi befandt os i.
  • Og vi er aldrig blevet de samme, som dem vi engang var. Vi er stadig “den nye version” af os.

Lidt tanker fra mig ♥️