Ambulancen og en grædende mig i telefonen

september 9, 2020 0 Af Claire Camilla Muus

Den anden dag, sad jeg udenfor på vores lille stentrappe, med tårer og snot i hele ansigtet (overdrivelse fremmer forståelse), imens jeg havde vuggestuen i telefonen. Jeg kunne næsten ikke stoppe med at græde igen og jeg endte med at sidde og hulke med lyd på. Noget som er meget lang tid siden, jeg sidst gjorde.

Forinden havde jeg afleveret Jax i vuggestuen og det var gået helt fint. At sige farvel til ham og aflevere ham hos pædagogerne er ikke noget der påvirker mig mere. Jeg føler mig tryg og jeg kan mærke at Jax er glad for at være der og de ansatte er simpelthen så søde.

Det var i bilen på vejen hjem, det gik helt galt. I krydset drejede en ambulance samme vej som jeg og jeg havde den kørende bag mig, næsten hele vejen hjem.

Jeg kunne ikke lade være med at sidde og kigge i bakspejlet for både at holde øje med den, men også for at se (som jeg altid gør, når jeg ser en ambulance her i området) om jeg kunne genkende nogen af dem i bilen. Det er lidt komisk, for egentligt ved jeg godt at jeg aldrig kommer til at kunne sige “det er dem/ham fra den dag!!”, for jeg kan slet ikke huske hvordan nogen af redderne så ud. Men jeg kan bare ikke lade være…

Samtidig kunne jeg mærke hvordan en tung og tom fornemmelse langsomt faldt ned over mig, efterfulgt af en panisk følelse af, at jeg ikke kunne slippe ud af situationen jeg var i. Jeg følte mig fanget, men om det var pga. den fornemmelse jeg havde, eller hvad det helt præcist var jeg følte mig fanget af, det ved jeg ikke rigtigt. Men at ambulancen blev ved med at være lige bag mig, hjalp i al fald ikke på situationen for mig.

Der blev ved med at dukke forskellige scenarier op fra ulykkesdagen og pludselig gennemgik jeg endnu en gang en masse af de samme følelser, som den dag vi mistede Damian. Jeg følte mig magtesløs og jeg var i panik. På én og samme tid, var det som om mit hjerte var stoppet med at slå, samtidig med at det aldrig havde hamret hurtigere. Det hele var kommet så tæt på igen og klumpen i halsen blev ved med at vokse. Jeg var tilbage til mit livs værste mareridt og jeg følte ikke jeg kunne rumme det meget mere, men pludseligt, da jeg kiggede i bakspejlet, så jeg at ambulancen blinkede i modsatte retning af hvad jeg gjorde og den drejede derefter af.

I et split sekund, følte jeg en lettelse over ikke at skulle have den liggende bag mig mere, men det var kun lige indtil jeg pludseligt igen gik i panik. Jeg sad i stedet for og følte mig forladt og så for mig, at nu kørte de væk med min dreng i bilen. Jeg huskede tydeligt tilbage på den dag, hvor Mac og jeg stod synderknuste ud for vores gamle hjem i Korsør og så til, imens at Damians kiste langsomt blev kørt væk i rustvognen og nu havde jeg sådan lyst til at råbe efter ambulancen, at de skulle komme tilbage med ham, selvom jeg jo godt vidste at han ikke lå i den.
Det gik op for mig, at selvom hele hændelsen og Damians død kom meget tæt på, så kom noget af Damian og hans væsen – minderne om ham – også tæt på imens ambulancen kørte lige bag mig.
Da ambulancen så drejede af og kørte væk, var det som om at jo længere væk den kom, jo længere væk kom han også fra mig.

Jeg kunne slet ikke styre det og tårerne væltede ned ad mine kinder, så meget at jeg havde svært ved at se vejen foran mig. Det var som om jeg mistede ham på ny. Jeg var heldigvis kun 30 sekunder fra at være hjemme, så jeg skulle egentligt bare “overleve” resten af køreturen.

Jeg husker egentligt ikke meget lige fra da jeg kom hjem, men noget tid efter satte jeg mig udenfor, for at få noget frisk luft og så styrt-tudede jeg med lyd og hvad der nu ellers hører til. Efter et par dybe vejrtrækninger, fandt jeg min telefon frem og følte mig nødsaget til at ringe til vuggestuen, bare for at høre, om Jax havde det godt.

Vuggestuen kender til hele vores historie, så de er meget forstående og rummelige. Heldigvis. Så jeg fik ringet op og lige så snart jeg hørte Jaxs primære pædagog tage telefonen, pressede tårerne på igen. Men jeg var også en smule flov over at ringe brøltudende til mit barns vuggestue, bare for at høre om han legede, eller hvad han lavede.

Jeg fik med min lille forgrædte stemme, spurgt om Jax havde det godt og det havde han. Pædagogen og jeg fik os en lille god snak, hvor hun fortalte hvad han lavede og efter vores samtale, sendte hun en lille video af ham, hvor man kunne høre ham grine. Og så fik tårerne frit løb endnu engang.

Jeg var overlykkelig da jeg kunne kysse og kramme Jax igen, men jeg var helt energiforladt resten af dagen.

Der skal bare én eneste ting til, for at “smadre” en hel dag, men det er jeg efterhånden vant til nu. Jeg ved godt, at dagen kan tage en pludselig uventet drejning og at jeg derefter kan være påvirket i op til flere dage efterfølgende. Det er bare sådan det er, hvilket er en af grundene til – har jeg opdaget – at det virkeligt også er begrænset, hvor meget energi jeg har til alle mulige andre problemer i hverdagen. Det handler om at prioritere nu og kun bruge energi på det, som er mig nærmest, ellers kan jeg nogen gange godt blive bange for, at jeg en dag knækker.

Om otte dage er det 2,5 år siden Damian døde og jeg føler mig stadig handikappet. Jeg lever med at jeg hver evig eneste dag, får tilbageblik fra mit livs værste mareridt. Ikke kun selve hændelsen med ambulancen, men også forskellige minder fra Rigshospitalet dukker op i tide og utide, og minder fra ugerne og månederne i tiden efter, hvor vi prøvede at overleve det hele. Så mange voldsomme og traumatiske minder, jeg ikke har kontrol over. Tiden har kun gjort, at jeg er blevet bedre og stærkere til at bære på tragedien og minderne om den, samt sorgen og savnet til Damie. Men selvom jeg er blevet stærk, føler jeg mig oftest stadig ødelagt i en sådan grad, at jeg aldrig tror at jeg bliver mig igen. Jeg er bare en anden…ny mig.

Vi kan snakke om ham og mindes ham med glæde og latter, og vi kan nyde nuet. Sådan skal det jo være. Men der er bare så meget arbejde endnu forude! Hver dag, er en ny dag med selv-arbejde. Nogle dage føler jeg mig følelsesmæssigt afstumpet og andre dage, kan jeg slet ikke rumme alle mine følelser. Min hukommelse er pludseligt blevet som en si! Det gode ved det er, at jeg da i det mindste kan få flere gentagne A-HA!-oplevelser og kan blive overrasket over de selvsamme ting, den ene gang efter den anden. Men helt ærligt, det er alligevel megafrustrerende og sindssygt upraktisk i længden.

Tålmodighed er blevet et levevilkår for mig. Tålmodighed overfor mine omgivelser og overfor Jax. Han går jo også igennem en konstant udvikling i sit liv, som kan være svært for ham at håndtere og rumme, hvor han så har brugt for ekstra støtte af og til – det samme som jeg jo kan have. Og dertil kommer det sidste, men ikke det mindste: min tålmodighed overfor mig selv og min selvaccept. Der er bare nogle ting, som jeg ikke er i stand til længere. Men så er der til gengæld nogle nye ting, som jeg har lært og andre ting, som jeg er blevet bedre til.



En lille oplevelse og et par tanker fra mig.