“…der skete ikke noget med pigen, skat”

“…der skete ikke noget med pigen, skat”

Den anden dag, var Mac og jeg i Slagelse ifm et lægebesøg.

Vi var der et par timer inden vi kørte hjemad igen og imens gik vi rundt i Vestsjællands Centret og kiggede. På et tidspunkt skulle vi købe noget at spise og vi stillede os i kø til en bagel. To kvinder sad med en lille pige på omkring 1 år og spiste pomfritter ved et bord, ved siden af hvor vi stod.

Pludseligt begyndte pigen at sidde og hoste. Det var vandet hun fik galt i halsen, det nåede jeg heldigvis at se, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været en pomfrit. Tankerne og forestillingerne om hvordan en panik kunne have bredt sig, hvis hun ikke havde kunnet få maden op, begyndte at fylde i mit hoved. Jeg fik billeder på nethinden af at de bankede hende i ryggen og til sidst råbte febrilsk efter hjælp, fordi de ikke kunne få maden op.

Det var heldigvis bare tanker jeg gjorde mig og pigen var allerede stoppet igen med at hoste, men jeg var stadig samme sted i mit hoved. Min krop var også begyndt at reagere og jeg kunne mærke en form for panik og uro brede sig indeni mig. Mit hjerte hamrede derud af og tårerne pressede på. Jeg havde lyst til at flygte, men jeg følte mig lammet og fraværende.

Jeg lagde ikke længere mærke til mine omgivelser og når jeg kiggede rundt, var det med et slags “tunnelsyn”. Det var kun lige indtil jeg pludseligt hørte Macs stemme sige “I går bare foran” og jeg imens mærkede Macs hænder på mine skuldre, der forsigtigt førte mig lidt til siden, så dem som også stod i kø, kunne komme forbi os, så kom jeg lidt til mig selv igen.

Jeg stod og kiggede rundt og egentligt var det nok mest for at lede efter et “tilflugtssted”, for jeg kunne mærke at jeg var lige ved at bryde sammen. Jeg trådte væk fra køen og holdt mine hænder op mod ansigtet, imens tårerne brød igennem. Mac gik ind foran mig, kyssede mig på panden og holdt mig tæt ind til ham. “Der skete ikke noget med pigen, skat. Prøv at se… hun går rundt derover nu” sagde han.

Og ja, pigen tumlede gladeligt rundt på sine små, korte ben og grinede sammen med den ene kvinde.

Det var dejligt at se. Men det hele gjorde bare pludseligt så ondt, for hvor ville jeg ønske at Damian også bare havde fået vand galt i halsen dengang. Hvor ville jeg ønske at han også rejste sig op igen. Og hvor ville jeg sådan ønske, at jeg kunne se ham smile og høre hans dejlige latter igen, men det føltes så fjernt nu og fra en hel anden tid. Jeg mærkede sorgen over at have mistet ham, så kraftigt og intenst, at det gjorde helt ondt igen. “Jeg savner ham så meget” græd jeg.

Jeg fik kigget mig omkring og var pludseligt blevet opmærksom på dem omkring os, og lagde derfor også mærke til at mange af dem der kiggede på mig, de kiggede med undrende, spørgende blikke.

Selvom jeg nu har prøvet at græde foran fremmede mennesker, efterhånden utallige gange, føler jeg stadig ikke at jeg har vendet mig helt til det endnu. Jeg vil allerhelst bare gerne forsvinde væk fra alle, men når det sker, så sker det og det har jeg nok bare accepteret. Jeg ville ønske at jeg kunne gemme mig selv væk, så jeg slap for folks undrende og nysgerrige blikke, men det hører vel med til det.

Vi fik bestilt de bagels vi skulle have og dagen var ellers som den skulle være: hyggelig. De øjeblikke som rammer os med sorg og savn, er bare en del af dagligdagen og det er en livslang læringsproces, at skulle bære og håndtere det. Nogle perioder er det lettere end andre og det må vi bare tage med…

❤️