Jaxs sovebamse

Jax er jo startet i vuggestue og det går SÅ godt! Han græder når vi aflevere ham, men det er okay, for vi ved at han stopper igen efter vi er gået. Han trives deroppe sammen med de andre børn og de voksne, og det giver os en kæmpe ro, når vi har afleveret ham. Så alt i alt, har det været gode oplevelser at køre ham ind.

I morges gjorde Mac ham klar og afleverede ham, så jeg kunne få lov at sove lidt længere. Da jeg vågnede igen, satte jeg mig op i sengen og bare sad lidt. Jeg skulle lige komme til mig selv. Imens jeg sad og kiggede lidt rundt, fik jeg øje på Jaxs sovebamse, som lå på gulvet, ca 1 meter fra sengen, hvor jeg sad.

Pludseligt skete det igen. Jeg blev suget tilbage til et af de mange minder jeg har, fra tiden efter Damians død.

Stilheden i værelset og bamsen der lå, hvor Jax sidst havde haft den. Min mave knugede sig sammen og jeg fik en klump i halsen. Ud af det blå, stod jeg pludseligt på Damians værelse igen, med al hans legetøj omkring mig, men uden ham. Jeg kunne se alt det legetøj han havde været i gang med at lege med sidst. Det lå stadig fremme og var parat til, når han kom hjem igen og legede videre med det. Dengang vi forlod det vidste ingen af os, at det jo så bare var sidste gang, det blev leget med af ham og at næste gang det blev ryddet op, ville være for at gemme det væk i papkasser.

Det føltes så uafsluttet og samtidig så endegyldigt, at stå og se på hans legetøj ligge der, hvor han sidst legede med det og så vide, at nu skulle vi pakke det væk. Ikke for at rydde det op, men fordi vi skulle flytte. Uden ham, vores lille Damie.

Da jeg sad i sengen i morges og kiggede på Jaxs bamse, kom jeg også sådan til at tænke på, at det kunne ske igen. At Jax ikke kom hjem til os igen og vi endnu engang skulle samle alt sammen, som med Damian.

Jeg mærker hurtigt og pludseligt, hvor usikkert og skrøbeligt livet er og hvor meget jeg er taknemmelig for det, jeg har i mit liv nu. For det, jeg indtil nu har nået at opleve med Jax, og at jeg er kommet tættere på noget af min familie og min svigerfamilie, og jeg har fået ny bekendtskaber og at nogle af mine venner har formået at være forstående, tålmodige, fastholdende og stædige, når jeg har været fraværende og opgivende.

❤️