Stregkoden

Stregkoden

Det var i denne her kasse, vi fik udleveret Damians urne.

Det er meget sjældent jeg hiver sådanne minder frem, da det stadig føles meget surrealistisk og grotesk at sidde med i hænderne, men den anden aften gjorde jeg det og imens jeg sad og kiggede på den, lagde jeg mærke til noget jeg egentligt ikke har lagt mærke til før og jeg fik virkelig ondt i maven over det.
En stregkode.

En skide stregkode!!? Det gik op for mig hvor usmageligt og hvor koldt jeg egentligt synes det er, at man få udleveret dét der er tilbage af ens døde barn med en stregkode på. Som hvis det var en vare fra et supermarket man havde bestilt og fået afhentet.

Mac sagde til mig, at det nok “bare” var et sagsnummer for dem, og det er selvfølgelig rigtigt og jeg er også godt klar over at det er en måde, at holde styr på det hele for dem, der arbejder med det. Men den følelse der river og flår i mit hjerte når jeg kigger på kassen, kan jeg ikke abstraherer fra. Den stregkode er med til at gøre hele oplevelsen endnu mere grotesk for mig, for det føles på en måde så upersonligt og som om han bare var en “ting”, ligesom alle andre genstande, hvor der sidder en stregkode på.

Hele dagen i dag har jeg haft en så underlig og ubehagelig følelse i maven. Det er som om jeg ikke rigtigt fungerer ordentligt, selvom jeg virkelig prøver. Men jeg har tænkt så meget på stregkoden og dens betydning. Både den reelle og den betydning det har for mig. Jeg har haft svært ved at rumme alle mine tanker og følelser og har været mere stille og fraværende end jeg længe har været.

Jax er næsten lige startet i vuggestue og i forbindelse med det, er jeg SÅ bange for at miste ham imens han er i deres hænder, men jeg prøver at lægge en dæmper på så godt jeg nu kan, så ikke han bliver påvirket af min angst. Samtidig er han pludseligt blevet enormt angst for at blive separeret fra mig. Det kræver enormt meget energi, synes jeg. Jeg ELSKER Jax med hele mit hjerte og jeg ville aldrig bytte ham for noget. Men det er eddermame hårdt at skulle lægge låg på alle mine følelser og være på, når jeg allermest har lyst til at grave mig dybt ned under jordens overflade. Det kræver en god selvfølelse og virkelig meget mentalt overskud, for der er så mange følelser, bekymringer og tanker. Meget af det synes jeg er modstridende, for samtidig med at jeg har brug for at være helt alene i et mørkt ingenmandsland, ønsker jeg jo ikke at være noget sted uden Jax.
At have en så stor og altgennemgående sorg samtidig med en lige så stor og altgennemgående forelskelse, er det mest anstrengende nogensinde, jeg tror man i livet kan komme ud for.

Jeg mærker stadig sorgen og savnet til Damian hver dag, selvom det er over 2 år siden nu, jeg sidst har set ham. Men det er som om det er blevet en indbygget del af mig, samtidig så tror jeg at det for altid vil være et stort traume at bære rundt på og jeg tror at det altid vil “hjemsøge” mig i en eller anden grad.

Jeg mærker til det i form af en angst jeg har fået. En ny og anderledes angst, end den jeg altid har været vant til. Før hans død fandt jeg ud af, at jeg havde social angst, præstationsangst og generaliseret angst, hvilket var en kæmpe lettelse, for der var pludseligt så meget fra hele mit liv, der gav mening. Men nu mærker jeg også en konstant nervøsitet over livet generelt. Jeg er på vagt hele tiden og har alle antenner ude, på en helt anden måde end før. Jeg føler mig som et nervevrag og kan blive så forskrækket over de mindste ting i hverdagen, som hvis Mac fx bryder stilheden ved bare at sige mit navn.

Den anden dag hvor vi var ude at gå en tur med Jax, kom der en ambulance i susende fart med udrykning på forbi os og jeg gik fuldstændigt i stå indeni. Jeg følte mig svimmel og jeg fik i en kort stund svært ved at stå på mine ben. Turen hjem var en lang spillefilm på min nethinde af Damians død.

Nu vender jeg tilbage til stregkoden igen, for en måde hvorpå jeg også mærker angsten er mine tanker omkring, hvor godt livet kan være og hvor godt vi kan have det, men hvor hurtigt det også bare kan stoppe. At vi pludseligt kan dø i morgen eller endda i dag og så er det slut. Og når vi så dør, bliver vi så bare endnu en stregkode til “samlingen”? Min hjerne står aldrig stille og det føles til tider som en forbandelse, for hvor ville fem minutters ro være rart!

Det var lige en smule tanker fra mig 🙂