Det kunne have været værre
“Det kunne have været værre. “
Det siger man tit om ting og situationer, der er dårlige eller slemme, for at neddæmpe alvoren i det, der er sket, eller for at få en til at falde til ro eller for at finde fred med det, der er sket. At det altså er okay og at det (heldigvis) kunne have været værre.
Hvad så, når der sker det værst tænkelige for en? Hvad skal man sige, for at trøste sig selv?
Var der nogen der sagde til mig dengang, at det kunne have været værre, eller hvis jeg sagde det til mig selv, var jeg nok eksploderet indvendigt, for hvad fanden kan være værre end at miste sit barn? For mig var det værste allerede sket og intet kunne trøste mig, for Damian ville jo ikke komme tilbage af den grund.
Men så sad jeg den anden dag og tænkte over lige præcis den sætning “det kunne have været værre” og gu’ faen kunne det have været værre dengang.
Hvad hvis vi ikke havde haft noget familie, der hjalp os?
Hvad hvis vi ikke havde nogen venner, der var den mindste smule insisterende, når vi var fraværende eller afvisende?
Så havde vi ikke siddet her i dag, som den lille glade familie vi er. Vi er stadig i sorg, men vi er lykkelige i vores sorg. Og de eneste jeg føler vi kan takke for det, er dem omkring os, som sørgede for at vi ikke var alene.
Havde vi været alene i det, er jeg ikke sikker på, at vi havde været sammen den dag i dag. Jeg er ikke engang sikker på, hvor i livet vi ville være, eller om vi begge overhovedet stadig ville være her.
Det kunne havde været værre.
❤️
Nej nej nej nej..
Der er mange måder at bearbejde sorg på. Men, det der er over grænsen. Du støder mange med det opslag. Jeg ved det er subjektivt! Men, det et barn i har mistet. Seriøst!? Rage?! Ah???
Hej Mazzimi. Jeg er ked af at høre, at opslaget virker stødende for dig. Måske du misforstår det?
Sorgen er individuel, ja og rigtigt mange, jeg selv med, gør mig ufattelig mange tanker omkring det hele. Der er ikke noget værre end at miste sit barn, men så mange faktorer kan være afgørende for ens livskvalitet efterfølgende, og det er det jeg mener med opslaget.
Vores liv kunne være faldet helt fra hinanden og det ville have været værre, end sådan som vores liv er nu.
Kære Claire. Jeg forstår det du her beskriver, særligt fordi vi oplever det modsatte. Vores familier og venner har ikke været her nok eller insisteret og jeg føler det er årsagen til, at jeg er krybet langt ned i et hul. Vi mistede for et år siden lige da corona ramte og lukkede ned. Jeg har haft en oplevelse af, at det kan være årsagen til at hverken familie eller venner har insisteret på at gribe os. Vi oplever, at relationer og resten sf verden ævler om deres forfærdelige liv under corona, og det gør lige ondt hver gang. Resten af verden og vores venner har lukket sig om sig selv. Og som du beskriver det, så tror jeg på det er en vigtig del i at leve videre med og i sin sorg. Så tak for st sætte ord på. Kærlig hilsen Trine
Kæreste Trine. Hvor gør det mig ondt at læse! 🙁 ikke bare at du/I har mistet jeres barn, så har jeres nærmeste heller ikke været der til at gribe jer. Hvis jeg kunne ville jeg så gerne hjælpe dig ♥
Jeg kan kun forestille mig, at hvis I har et godt bånd til hinanden, kan du måske sætte dig ned med dem og fortælle hvordan du faktisk har det og hvad du ville ønske de havde gjort for dig. At fordi du har stået alene, er du krøbet ned i et dybt hul og (måske?) har svært ved at komme op igen. Jeg forestiller mig at det har fået nogle konsekvenser for dig og din livskvalitet? Måske det vil kunne hjælpe at sætte ord på det overfor dine nærmeste.
Som jeg skriver længere oppe, så ville jeg ønske at jeg kunne hjælpe dig ❤️
Mange varme tanker herfra