Foråret

april 29, 2020 1 Af Claire Camilla Muus

Da vi mistede Damian, var foråret så småt begyndt at kigge frem og lige siden har jeg, både sidste år og i år, haft det rigtigt underligt, i den periode hvor jeg kan se naturen forandre sig.

Hvad der altid har været min yndlingstid på året, er pludseligt blevet en sindssyg ambivalent tid for mig. For på den ene side, så elsker jeg jo stadig naturen og synes det er lige så dejligt når bladene folder sig ud og alle farverne begynder at pible frem, som jeg altid har syntes. Jeg elsker også stadig fuglenes sang og al dyrelivet der er vågnet op. Jeg synes stadig naturen og dyreriget er smukt, foranderligt og livsgivende.

Men en del af mig møder det alt sammen med en underlig tom og tung følelse, der bare sidder helt dybt inde i mig. En følelse jeg hverken kan hugge eller stikke i, eller ændre på. Den er urørlig og føles som en del af mig.

Flere gange om dagen genoplever jeg det hele i bidder, om og om igen. En blomst, en duft, et stykke legetøj, et blad, et dyr, et stykke tøj, en lyd, en sang, noget jeg røre ved, noget der bliver sagt eller noget jeg får tænkt… Det handler om et split sekund, og så er jeg tilbage, hvor jeg pludselig igen, ikke kan trække vejret uden at det gør ondt. Sorgen, længslen og angsten blusser op og jeg kan pludseligt mærke mange af de samme følelser, som jeg bar på i ugerne efter Damians død.

Jeg har det rigtigt svært for tiden. Ud af intet, kommer jeg pludseligt til at tænke på den dag vi mistede ham. Jeg kan ikke lade være… Jeg hører stemmer for mig, Damians stemme.. En hosten.. Måske en form for gråd? Jeg hører de voksnes stemmer.. Panikken der måtte have været i luften… Jeg var der ikke selv, da han fik vindruen galt i halsen, men alligevel ser jeg for mig, en masse billeder af hvordan han kunne have set ud, hvordan han måske reagerede og de gange han mistede bevidstheden, for bagefter kort at komme til sig “selv igen” og så endnu en gang miste bevidstheden…

Spørgsmålene presser sig på… Ville han have os (hans mor og far) hos sig, da det skete? Eller nåede han slet ikke at skænke os en tanke under al panikken? Græd han? Var han bange? Hvor meget nåede han egentligt at registrere? Hvornår blev der helt stille? Hvornår var han helt væk? Spørgsmål jeg ikke kan lade være med at tænke på og forstille mig, men også spørgsmål jeg ikke ønsker svar på, for jeg er bange for konsekvenserne.

Bare det at vide, at mit lille barn ikke tog herfra med ro i sindet og omkring sig, men i stedet døde en stressfuld og kaotisk død, uden mor eller far ved sin side… det er næsten for voldsomt til at kunne bære. Men jeg har ikke noget valg – det er jeg nødt til! Jeg har hans lillebror, Jax, jeg skal kunne passe på og være der for og vores lille familie at leve videre for.

Jeg savner ham så forfærdeligt og smerteligt meget. Jeg har aldrig før oplevet et savn og en længsel så intens, på den her måde. Jeg ved at det er fordi jeg elskede ham så højt, men hold kæft hvor gør det bare ondt! Det er så svært at skulle bære på og at skulle rumme.. Så svært at skulle acceptere at jeg skal leve med det her savn… Jeg ville inderligt ønske at jeg kunne få bare ét til kram, ét til kys eller ét til smil, eller bare en aller-allersidste gang hvor jeg kunne få lov til at høre hans lille dejlige stemme igen sige “mor”. Det er fortid…. Minder… Og han er væk…

Det tætteste jeg kommer på ham, er urnen med hans aske i, som står i vores stue. Noget, jeg stadig har meget svært ved at forholde mig til.

🙁❤️