D. 17 marts 2018 var dagen, hvor vi så og hørte vores 2,5 årige søn, for allersidste gang. Men det var også dagen hvor vi, som personer, for altid blev forandret, alt imens vores omverden bare forblev den samme. Vi kæmper ikke kun for at overleve tabet af vores søn, men også for at prøve at passe ind i en verden, vi ikke længere føler vi er en del af. Vi har nemlig mistet vores barn og det føles bare ikke rigtigt som om, der er plads til, at så store tragedier kan ramme folk, i dette samfund. Jeg har brug for at udtrykke mig, så jeg vil med al energi jeg har, prøve så godt jeg kan, at fortælle og beskrive vores historie og om de følelser og tanker jeg gør mig i forbindelse med, at vi nu er et af de par, der har stået omkring vores barns kiste, for derefter at skulle tage afsked.
Jeg tror ikke på der er noget liv eller andet efter man er død. Jeg tror på at når man dør, så er det slut. Når man er død, så er man død. Så har man fået fred. Hvordan er det så at miste sit barn og ikke tro på man ser sit barn igen?…