Del 1, Ulykken

Lørdag d. 17-03-2018

Denne lørdag morgen ved en 07 tiden, lå jeg på en madras inde i stuen hjemme hos min mor og blev vækket da min telefon ringede fra messenger.Vupti, Damians ansigt dukkede op på skærmen sammen med hans far. Denne weekend var jeg hos min mor og Damian var sammen med sin far hos sin farmor.

Damian var i godt humør, for han skulle hjem til farfar den dag og han glædede sig. Lykkelig uvidende om at det var sidste gang, jeg så hans smukke ansigt og hørte hans dejlige stemme, sagde vi, efter 15 minutters samtale, farvel og at vi elskede hinanden. Dette var faktisk første gang at han med alle tre ord, sagde at han også elskede mig. Normalt sagde han kun “ælgar daj”, men denne morgen sagde han “jaj ælgar daj”. Mit hjerte smeltede.

Dagen gik og det blev eftermiddag. Omkring kl. 15.20 ringede Mac til mig igen. Som mange andre gange, tænkte jeg at det bare var endnu en af de helt almindelige hverdags-samtaler, som man nu har, hvis man fx lige skal mindehinanden om et eller andet, men så snart jeg hørte hans stemme, vidste jeg, at dette ikke varen af de opringninger. Der var noget helt galt.

Han sagde med panik i stemmen, at der var enambulance sammen med Damian hos hans farfar og at jeg skulle skynde mig at komme. Damie havde fået noget galt i halsen, men Mac vidste ikke hvor slemt det var, men han var på vej derover med sin lillebror i bilen.

Alt i mig lukkede nærmest helt ned og gik i stå. Det føltes som om jeg forlod min krop og jeg var fuldstændig lammet. Et split sekund varede det sikkert og jeg kom hurtigt til mig selv igen. Det løb mig koldt ned ad ryggen og mit hjerte hamrede med tunge slag og min krop rystede fuldtstændigt ukontrolleret, samtidig med at min vejrtrækning blev hurtig og overfladisk.

Jeg greb hurtigt fat i bilnøglerne og råbte til min mor, at vi skulle skynde os ud i bilen, fordi Damian havde fået noget galt i halsen. Min mor blev enormt forvirret og spurgte, hvad der var sket, imens vi skyndte os ud til bilen. Jeg satte mig bag rettet og bad min mor om at ringe til Mac på vejen derud, for lige at høre hvad pokker der foregik. Vi susede afsted mod Højby og det kunne kun gå for langsomt.

Da min mor fik fat på ham i telefonen, kunne jeg svagt høre hans stemme. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde, men jeg kunne høre, at han græd og der vidste jeg bare at det virkelig var slemt. Jeg husker ikke hvad min mor efterfølgende fortalte mig, men jeg husker at jeg var så bange for at det, jeg frygtede allermest, var dét jeg ville komme ud til. Hele turen var ét stort kaos og grædende blev jeg ved med at gentage mig selv: ”Hvad hvis han dør?! Hvad skal vi gøre?!”, ”Jeg tror vi mister ham!!”, ”Vimister ham! Vi mister ham! Vi mister ham!”, ”Jeg er så bange for at han dør, mor!!”.

Min mor prøvede i al panikken, at berolige mig og fortalte mig at ambulancen jo var hos ham, så der var nogle dygtige folk der hjalp ham. Hun sagde, at han jo fik hjælp og at det sikkert ikke var så slemt. Det skulle nok gå, det hele. Jeg kunne mærke på hende, at hun desperat prøvede at bevare roen, men jeg kunne også høre på hendes stemme, at den havde forandret sig. Hun skælvede.

Efter hvad der føltes som en evighed, men nok kun varede få minutter, nåede vi endelig frem. Det første jeg lagde mærke til var ambulancen, men der stod også en redningshelikopter længere henne, bagefter så jeg Mac. Han kom mig fortvivlende og grædene i møde. Jeg løb ud af bilen og spurgte hvad der var sket, men han vidste intet. Ingen havde fortalt ham noget. Jeg kiggede mig rundt og så hans lillebror stå ved deres bil, imens han holdt sig til brystet med knyttede hænder og tårerne der løb ned ad hans kinder. Jeg lagde også mærke til at der holdt biler, parkerede cykler og stod fodgængere, der alle var stoppet og som bare kiggede.

Jeg var som lammet og turde ikke gå hen til ambulancen, for jeg var rædselsslagen for hvad jeg så, når jeg kiggede ind. Efter noget tid, hvor Mac, hans lillebror, min mor og jeg havde gået hvileløst rundt om os selv, var der pludseligt en af ambulanceredderne, der kaldte mig over. Jeg reagerede med det samme og et lille håb spirede frem i mig, måske var Damian OK nu?

Jeg skyndte mig over til manden, som spurgte om jeg var Damians mor og i samme øjeblik jeg skulle til at svare, kiggede jeg ind i ambulancen og blev mødt af synet, min verden gik i stykker af. Min lille ellers så glade dreng lå derinde, helt livløs, uden trøje på og blev trykket på brystkassen af et par fuldvoksne mandehænder, imens han fik ilt gennem en maske. Det så fuldtstændigt uvirkeligt ud.

Jeg havde lyst til at skrige så højt jeg overhovedet kunne, men det var som om al luften i mig var forsvundet og jeg faldt i stedet sammen på asfalten. Jeg husker min mors skrigende “nej!” da alvoren går op for hende, idet hun ser benene forsvinder under mig. Mac prøver grådkvalt at hjælpe mig op sammen med min mor, men jeg er sunket helt sammen og kan slet ikke komme op på benene. Jeg husker at jeg tog mig til maven og hev efter vejret, det var svært at få luft. Jeg følte slet ikke jeg kunne trække vejret.Det gjorde ondt – det gjorde så ondt! Jeg kunne slet ikke holde det ud. Det her skete bare ikke!

Jeg kom endelig på benene igen og gik hen mod et græsstykke for at sætte mig. På vejen derhen, stod folk stadig ude ved vejen og kiggede. Bilerne holdt der også stadig. Jeg satte mig med ryggen til dem og tog hænderne op foran øjnene, imens jeg græd. Det var så uvirkeligt. Jeg husker ikke meget omkring min mor eller Mac i det øjeblik, eller hvor de var i forhold til mig. Men jeg husker, at imens jeg sad der, kom en politimand og en anden ambulancemand henog snakkede med mig. Jeg fik fortalt at Damians hjerte var startet med at slå igen og at de ville flyve ham til Rigshospitalet. De kunne dog ikke fortælle noget om, hvor slemt det var. Men jeg fik at vide, at der blev ringet efter ambulancen kl. 15 og at den var fremme 15.20, hvor farfar og to andre gav livredende førstehjælp indtil ambulancen ankom. Helikopteren kom yderligere ca. 20 minutter efter, lige før min mor og jeg ankom. De fortalte desuden han havde været uden ilt i ca. 45 minutter og da jeg fik dét at vide, vidste jeg godt hvad det betød. Selv HVIS han vågnede op, ville hans hjerne have taget skade og han ville aldrig være eller blive dén Damian vi kendte – ham havde vi mistet.

Jeg var forvirret, vred, frustreret, grådkvalt, synderknust og fuldtstændigt ødelagt. Jeg kunne ikke forstå noget af alt det her der foregik. Hvad var der sket? Led han? Hvorfor kunne han ikke reddes? Tog hans krop skade af hjertemassagen? Hvad skal der ske med ham nu? Hvad skal der ske med os nu?

Jeg kunne desuden slet ikke forstå, at hvis der blev ringet efter dem allerede kl. 15, at de først kom 20 minutter senere. Det burde jo ikke gå så galt her?! Jeg fik derefter at vide, at det jo også tog tid for ambulancen at nå frem, fordi den kom fra Holbæk. Så jeg havde det sådan, at uansethvad, hvis ikke vi selv kunne redde ham, så var han dødsdømt. For hjælpen var alligevel forlangt væk.

Damian blev kørt fra ambulancen hen til helikopteren og imellem tiden satte Mac og jeg os ind i vores bil og kørte mod Rigshospitalet. Jeg satte mig bagi, ved siden af Damians autostol, muligvis for at føle mig mest muligt tæt på ham. Jeg ved det ikke helt. I forbindelse med at vi satte os ind i vores bil, lagde jeg mærke til at de andre mennesker ude ved vejen som havde stået og kigget, gjorde det samme. De “pakkede også sammen” og kørte, cyklede og gik videre. Det efterladte mig med en mærkelig tom følelse af, at vores tragedie muligvis lige havde været en form for underholdning for dem? Det tror jeg nu ikke den dag i dag, men for pokker! Jeg følte vi blev udstillet i situationen.

Næste: Del 2, Hospitalet